Helligtrekongersvandring

Helligtrekongersvandring

Det er Helligtrekongers søndag. Og havde vi kunnet holde gudstjeneste ville fortællingen fra Mattæusevangeliet 2,1-12 have lydt – om de visemænd, der fulgte en lysende stjerne til Betlehem for at besøge det lille nyfødte julebarn.

Men når vi nu ikke kan gå i kirke, kan vi måske i stedet for gå en Helligtrekongerstur. For det var længsel, der sendte de vise mænd på vandring – længsel efter at møde Gud. Men selvom det var en lang og anstrengende rejse fra Østen og til Betlehem, så var det i virkeligheden en indre rejse, de var taget på – en bevægelse ind i det indre for at møde Gud. For ofte er det nødvendigt at tage på en ydre rejse for at lette den indre rejse. Det hjælper til en indre ro at bryde op og forlade de vante steder, den vante dagligdag, de vante forestillinger om tilværelsen. Det giver en åbenhed i hjertet at være undervejs på ukendte stier og mod fremmede mål.

Den gåtur vi kan tage ud i naturen bliver ikke så lang som den de vise mænd tog på – men det kan være, den fører det samme sted hen – nemlig til mødet med Gud. 

Vandringens begyndelse

Har du lyst kan du vandre afsted med følgende spørgsmål: 

Hvad er din længsel – hvad længes du allermest efter – hvad drager dit hjerte?

Undervejs på din tur kan du standse op tre gange og læse en lille refleksion, der giver et nyt tema at fordybe sig i på den næste del af vandringen. 

1. stop: Stjernen

De vise mænd fulgte en stjerne. Men hvilken stjerne var det? Prøv på din vandring at se stjernen for dig. Hvad fangede deres opmærksomhed? Hvordan så den ud? Hvorfor var de, de eneste der fulgte den? Hvorfor tydede de netop den stjerne som tegn?

Prøv derefter at relatere det til dit eget liv. Hvor spejder du efter en stjerne? Hvilke tegn får vi på Gud? Hvor finder vi Guds tegn i verden? Hvordan ser den stjerne ud, som vi følger, eller som vi gerne vil følge?

2. stop: Barnet i krybben

De vise mænd mødte Gud på deres pilgrimsvandring, men det var ikke det møde, de havde forventet. Det var ikke et møde med en vældig Gud, der satte sig igennem den menneskelige virkelighed med ubetvivlelig kraft. Det var et møde med Gud som et lille sårbart barn – et møde med Gud som en del af vores liv helt derinde, hvor vi er allermest sårbare og bløde. 

De hellige tre konger fandt barnet i krybben – et lille, nøgent og ubeskyttet barn. Barnet i krybben blev et helt konkret tegn på, at Gud går ind i vores verden for at være os ganske nær i selv det ganske ordinære, kendte, uanselige, som et nyfødt barn er.

Prøv under vandringen at dvæle ved barnet i krybben – mærk dets sårbarhed – bær det forsigtigt i dine arme mens du går.

Prøv dernæst at tænke på din egen sårbarhed. Hvornår er du klædt helt af? Hvornår er du allermest udsat? Netop dér er Gud os nær og holder om det sårbare, sådan som vi holder om et lille barn.

3. stop: Gaverne

De vise mænd bragte gaver til barnet – guld, røgelse og myrra. Det var fine gaver, vel det bedste de vise mænd ejede. De gav det bedste de havde i mødet med Gud. 

Hvad er det bedste, du har? Hvad sker der, hvis du giver det væk? Vil du det? Det er spørgsmål, du kan fundere over under den sidste del af vandringen. 

Ved vejs ende

De vise mænd vendte tilbage til deres eget land – dog ad en anden vej, end de var kommet. For sådan er det. Vi kommer ikke uforandret hjem fra en vandring. Der sker noget undervejs – vores syn på livet bliver måske ændret – vi opdager noget nyt og afgørende – vi tager en anden vej – vi bevæges, vi udvikles, vi forandres i mødet med Gud.

Og sådan fortsætter vores livsvandring. For Gud er med, hvor vi end går hen.