Næstekærlighed
Kirkens sociale arbejde kaldes diakoni. Ordet stammer fra det græske diakonìa og betyder tjeneste. I kirken er diakoni omsorg for medmennesket, og den bygger på Bibelens fortælling om Jesus' møde med mennesker.
I kirkens diakoni mødes alle derfor med respekt, værdighed og omsorg. Den, som har brug for støtte, bliver ikke set som patient eller klient, men som et medmenneske.
I Skt. Lukas Kirke udfolder diakonien sig på mange forskellige måder: i vores menighedsplejes alsidige arbejde, i vores besøgstjeneste, i vores samarbejde med værestedet Det blå sted, til alle vores sociale arrangementer, i muligheden for samtaler med præster ansigt til ansigt eller for sjælesorg på nettet.
Diakonien har mange ansigter.