23/01/2026 0 Kommentarer
Rappernes Bogklub læser Bibelen
Rappernes Bogklub læser Bibelen

Rappernes Bogklub har de seneste to år markeret sig som et underholdende live-format, en enestående podcast, men også et vigtigt aktiv i forhold til at få unge mennesker til at læse bøger!
I Rappernes Bogklub tager Sean Lightfoot (Sean-Poul De Fré Gress), Marki Snøre (Søren Karim Bech, også kendt fra Bogfinkevej) og Aalen (Christian Mølgaard) livtag med skønlitteraturens klassikere – digtningens monumenter, det skrevne ords katedraler – med henblik på at undersøge forholdet mellem rap- og prosatekster, at afstigmatisere rapperen i det senmoderne samfund og, ganske enkelt, at demokratisere læsningen.
De tre værter vil denne aften indtage et helt nyt rum og lade Rappernes Bogklub gå om bord i bogen over dem alle: Bibelen. Nærmere bestemt Lukas-evangeliet, som de vil læse op af, analysere, fortolke, samtale om og give deres helt særlige perspektiv på.
Rappernes Bogklub har tidligere indtaget forsiden af Information, midtersiderne i Jyllands-Posten og GO’ Morgen Danmarks bedste sendetid, og til foråret rykker de også ind på teatret Svalegangen. Men onsdag . 11. marts kan du for første gang opleve dem på slap line i kirken.
Arrangementet er gratis og dørene åbner kl. 19.

Kommentarer