Evangeliet til 1. søndag efter Helligtrekonger er også kendt som børne-evangeliet. Det er en del af dåbsritualet i Den Danske Folkekirke, og ordene: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres” har lydt i forbindelse med dåb i Danmark i mere end 500 år. Her i Skt. Lukas Kirke er ordene så velkendte, at de lægger sig blødt til rette på kirkebænkene, for vi har mange dåb – og det er vi glade for.

Men ser man ud over det kirkelige landskab, er der uro på bænkene. Som evangelisk-luthersk kirke har vi et bekendelsesgrundlag, der siger, at dåben er nødvendig for frelse, at Guds nåde gives i dåben, og at børn bør døbes – men samtidig erfarer mange præster, at ord som arvesynd, fordømmelse og fortabelse kan virke truende for moderne forældre. Det er heldigvis sjældent, at nybagte forældre kigger på den lille og tænker: ”Du godeste! Vi har fået en synder – lad os få ham døbt, så han ikke går fortabt.” Derfor diskuteres det flittigt, dygtigt og med rette, hvordan dåbsritualet kan moderniseres uden at miste sin genkendelighed.

Vi lever i en oplyst tid og i en velfærdsstat, hvor både børne- og mødredødelighed er lav. Men alligevel minder fødslens blod, sved og tårer os om, hvor skrøbeligt livet er. For de fleste forældre er der en stor taknemmelighed forbundet med tre kilo menneskebarn holdt tæt ved hjertet – men hvis Gud fortaber sig i tågen, mangler denne taknemmelighed en retning og en modtager. Vi har fået et barn, men hvor har vi fået det fra?

Med Kristus som den usynlige Guds billede får vi en retning og en modtager. Han var et lille barn, og i ham sættes vi ind i en ramme, der kan rumme både glæde og frygt, kærlighed og skrøbelighed – uden at gå i stykker. Det er trygt og godt at høre, at den lille hører til. At vores barn også er Guds barn. Ordene: “Lad de små børn komme til mig” har deres egen rytme og klarhed. De giver barnedåben dens berettigelse – for Guds rige er jo børnenes – det er til for sådan nogle som dem.

Det er os voksne – kloge, belæste, erfarne, tvivlende – der kender til mistillid, illoyalitet, beregning og omkostning. Det er os, der har brug for at blive som børn for at komme ind i Guds rige. Vi skal være tillidsfulde og tage imod den kærlighed, vi møder, i god tro – og det er altså ikke let, når først tilliden er brudt. Men vi bliver mindet om det hver gang, der er barnedåb.

Da kvinderne kommer til Jesus med deres børn, må de have troet på, at han er et menneske, hvis berøring gør en forskel. Derfor er det hårdhjertet, at disciplene skælder ud og truer dem bort. De samme disciple, som har fulgt Jesus længe. De samme, som for kort tid siden diskuterede, hvem af dem der var den største – og som Jesus dengang belærte ved at stille et barn midt iblandt dem: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.” Og nu, blot få dagsvandringer senere, skælder disciplene ud og truer kvinderne. Måske fordi de selv følte sig truet. For tænk, at noget, som har kostet dem blod, sved og tårer, skal gives kvit og frit til små børn.

Den kristne dåb er en frisættelse til at leve i fred med Gud og mennesker. I dåben giver vi det dyrebare liv fra os – for at erfare, at vi får det tilbage. Ikke som noget, vi ejer, men som noget, vi er betroet. Vi har fået livet betroet af en Gud, der har tillid til os. Vi bliver mærket for livet af en fortælling, der ender godt. Og det har vi brug for, når vores verden går under i afmagt.

Alt det har digterpræsten Kaj Munk formuleret poetisk i en kronik fra 1938 med overskriften Et bitte barn bliver døbt hos Ivers. Her fortæller en præst om en hjemmedåb hos en fattig, men børnerig familie. Køkkenluften er klam efter nattens varmtvandsforbrug, men den blander sig med duften af kaffe. Barnemoderen ligger udmattet i sengen med sved på panden, og præstens tilstedeværelse fortæller hende, at sejren endnu ikke er helt vundet. Der står et vaskefad med lunkent vand. Et rent håndklæde er lagt frem. Den hellige handling kan begynde.

Og netop da begynder præsten at tænke over, at han ikke ved, hvad dåb egentlig betyder. Han kender forklaringerne, indvendingerne, de teologiske sammenhænge. Han ved, at hverken kong David, Sokrates eller Gandhi er døbt. Han ved alt det – men i det øjeblik, han bøjer sig over barnet, ved han kun én ting: at dette er en hellig stund.

Kaj Munk skriver:

“Jeg tænker hverken på forsoningsdød eller gamle Adam eller retfærdiggørelse eller nogen som helst andre skriftstedregnestykker og udpønskede sammenhænge nu, da jeg smøger de uldne tæpper til side og ser det lille røde oldingeansigt komme til syne. Man har ikke vovet at vaske det mere end højst nødtørftigt; der sidder små blodkager rundt om på den spæde pande. Lille menneskebarn, har du allerede været i krigen, helt ude ved fronten, hvor det gik så hårdt til, at det kostede blod? Det var altså det første, du skulle møde i denne verden. Men det næste – se, det var mig. Nej, ikke mig, for jeg står her i en andens navn. En, der sagde: ‘Kom hid til mig, og jeg vil give jer fred.’ Det første, du skulle opleve, barnlille, var altså krigen, men straks derpå ham, der er fred. Ham er det, der nu slår sit tegn over din blodsprængte pande og dit usikkert hamrende bryst, og som smiler til dig og siger: ‘Lad de små børn komme til mig.’”

Jeg har endnu til gode at læse noget, der udfolder dåben mere vedkommende. Dåben er ikke en forklaring på livets ondskab, men et løfte om nærvær midt i den. Dåben er en særlig handling knyttet til særlige ord, der tilsammen favner alverdens afmagt.

Vi døbes i tillid til, at han, som tog bolig iblandt os og bar al verdens ondskab på egen krop, er med os alle dage. Og uanset om det er et spædbarn, en tumling, en teenager eller en olding, der døbes, er det den samme stille højtidelighed, der indfinder sig, når velsignelsen lyder, for dåben er Guds ord og Guds handling. Et ja, der bliver tilsagt os, før vi selv kan svare.

Og derfor kan vi sige med Munks poetiske vid:

“Hil være dig, Mester fra Genesaretsøens vover, da du valgte vandet som fostbrodertegn mellem dig og os.”

 - Præst Janne Sneistrup Thomsen