02/07/2024 0 Kommentarer
Hvad er det, der gør julen til noget særligt?
Hvad er det, der gør julen til noget særligt?
# Præsteord

Hvad er det, der gør julen til noget særligt?
Hvad er det, der gør julen til noget særligt? Ja det er et relevant spørgsmål at stille på en dag, hvor vi trodser pandemiens truende skyer og restriktionernes besværligheder og irritamenter og måske tunge sorger eller store skuffelser og vanskeligheder – og søger sammen – i kirken og derhjemme i stuerne – og insisterer på, at der er lys og glæde at være fælles om. Hvad er det særlige, som julen kan, siden vi bliver ved med at fejre den, også når vores hjerte er ved at blive revet i stykker af savn og smerte eller bare har svært ved at mærke noget som helst?
Ja der er vel mange ting, vi kan pege på som særlige ved julen – gaverne – den gode mad – de dejlige salmer og den smukke musik – de mange stemningsfyldte traditioner – lysene – træerne – drømmen om en hvid jul – alt det vi forbinder med julehygge. Men jeg tror ikke man skal være særlig gammel, før man opdager, at alt det jo er dejligt og eventyrligt, men det er kun pynten på lagkagen. Det er ikke det, der gør julen til noget særligt. Det kan blive jul også på den anden side af kloden, hvor der er 30 grader varmt og ingen grantræer – det kan blive jul også ved en sygeseng – det kan blive jul også der, hvor der ikke er råd til at købe noget lækkert mad – det kan blive jul, også der hvor man må sidde alene.
Det, som gør julen til noget særligt, er ikke alt det smukke og hyggelige og lækre, som vi krydrer denne højtid med – det ville aldrig i sig selv kunne bære noget som helst. Det helt særlige ved julen, er det barn som er i centrum for vores julefest. Og selvom barnet sommetider måske drukner i al pynten, og vi måske sagtens kan fejre jul uden rigtigt at tænke på ham – ja selvom vi måske kan have svært ved tage historien om den første jul til os, som noget vi tror på og tager alvorligt – så er det barnet, der igen og igen rører ved vores hjertetråde, og gør julen til noget særligt.
Det er lidt ligesom med vintersolen. Indimellem gemmer den sig helt væk, når regnvejr og gråvejr og blæsevejr er det altoverskyggende vejr, sådan som det har været størstedelen af december i år. Men solen er der, og når den en sjælden gang imellem kommer på besøg, så er den overraskende i sin skarphed og klarhed. Vintersolen hænger lavt og rammer vort øje med et helt særligt lys.
Måske er det de korte dage og dens sjældne visitter – måske er det dens blændende kraft – måske er det en egen renhed i lyset, der gør, at vintersolen rammer mit hjerte med en særlig styrke og glæde. Indimellem glemmer jeg dens tilstedeværelse – indimellem mister jeg troen på, at den vil dukke frem. Men pludselig så er den der – overvældende med en herlighed og en særlighed, som kalder på længsler helt inde fra sjælehavets dybder.
Og de længsler, som vækkes af vintersolen, spiller i samme toneart, som de længsler der vækkes af mødet med julens barn – hos hyrderne der kiggede ind i klippehulen – hos kongerne, der kom på besøg – hos Maria der sad med sin førstefødte i armene – hos den som i tankerne bevæger sig ind i krybberummet og sætter sig ved siden af barnet – hos den som i glimt mindes forventningsglæden fra barndommens jul. En stille undren der spreder varme ud i alle kroge af hjertet, uden at det kan forklares rationelt. En herlighed så langt fra sommersolens overdådighed af glans og pragt – uden indlysende kraft og dog så mærkbar i sin særlighed.
Det lille barn er Guds varme hånd, der tager fat om vore hjerterødder og vender vores ansigt mod lyset, så vi blændes af håbet om, at der er mere at sige om denne verden end alt den vinterkulde og vintergråhed, der kan true. Mere godhed – mere rummelighed – mere glæde – mere forsoning – mere plads til mig med alle mine skrammer og begrænsninger – mere plads til drømme om at selv i mig skinner en perle af uendelig meget værdi. Mere plads til en kærlighed, der er så rabiat, at den ingen grænser kender, og derfor giver sig selv fuldt ud – holder intet tilbage – spreder sine stråler som et lyshav så intet menneske må opsluges af mørket.
Den nat hvor Guds barn blev født, var ikke en nat som de andre – og det er det, som gør julen til noget særligt.
Glædelig jul allesammen.
- Vibeke Houmøller
Kommentarer