Hjerteaftryk - tanker ved Allehelgen

Hjerteaftryk - tanker ved Allehelgen

Hjerteaftryk - tanker ved Allehelgen

# Præsteord

Hjerteaftryk - tanker ved Allehelgen

Hjerteaftryk. Et hjerteaftryk, det er, hvad andre mennesker har sat i os.  Det er, hvad vi hver dag sætter hos andre. Vores liv er fuld af aftryk – af spor – af tid sammen og hver for sig. Vores sind og vores kroppe rummer erindringerne af de mennesker, som vi har elsket – de mennesker som for en tid var en del af vores liv – de mennesker hvor vi for en tid var en del af deres liv. Mennesker som holdt om os med stærke og varme arme – mennesker som hjalp os både med deres ord og i deres handlinger – mennesker som gav os kærlig modstand – mennesker som på en og samme tid fyldte os med raseri og uendelig ømhed.  

Men alting har en tid, og nogle gange er tiden ikke mere en fælles tid. Men selvom vi oplever at miste, er vi er ikke uden hinanden.  For vi sætter aftryk. Nogle store og vigtige - andre små men ikke ubetydelige. Med vores sind og kroppe bærer vi på erindringerne, som et unikt livskort, der viser sig for os, når vi ser godt efter, når vi tør mærke os selv, når vi tør sande at livet går over.

Når man har mistet, er det som om hjertet er revet itu og må syes sammen igen. Sorgen sætter sine spor – der hvor man har lappet – der hvor sporene er dybest og stingene altid er i fare for at briste. Der hvor kærligheden igen blomstrer – alt det kan ses – alt det kan mærkes. Livet er ændret – hjertet er ændret – vi er ændret.

Sorgen er en ændringstilstand. Sorgen går ikke over – den ændrer. Forandringen gør at kærligheden må tage en ny form. Målet for kærligheden sådan som vi kendte den er væk. Sorg, er kærlighed der ikke længere gengældes på den vante måde. Og så der midt i sorgen, midt i kaos kan en duft eller en erindring være som et favntag – som en hånd der stryger os blidt over kinden – det er som om, at vi kan dufte med hjertet og sjælen og på engang bliver fravær og nærvær til på en og samme tid. Drøm og virkelighed bliver viklet ind i hinanden. 

Og så med et vælder tårerne frem –  som et skybrud – himmel og jord står  i et – og det føles som om at træer rives op med rode af vores hjerter. Trygheden er for en tid uden for rækkevidde. Vi må lægge redningsplanker ud til os selv for igen at gå gennem livet – forandret i hjerte og sind. Vi må søge læ og hvile for en tid, inden vi igen er klar til at møde andre og lade det spirende forår og sommerens sol varme os. 

Tiden ligger foran os – og vores livs kort bliver fyldt med genveje, afveje og nye veje – vi sætter spor i hinandens liv. Vi bliver hinandens holdepunkter i et landskab i evig forandring. 

- Maria Louise B. Sørensen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed