Jævndøgnet er passeret. Jorden har roteret om sin akse og de mørke timer bliver langsomt til flere. Det føles som en velsignelse de dage, hvor vi kan bruge de lyse timer ude under åben himmel. Der hvor skaberværket stadig er i bevægelse. I haven hvor vi kan dufte æblerne mellem grenene, i skoven hvor vi kan mærke visne blade, der bliver til nyt muld, ved de blomstrende grøftekanter hvor vi kan se frøstandene tage tilløb til at sprede deres  frø med vinden, ved altankasser hvor vi kan høre de sidste biers summen, når de samler efterårsguld fra de få blomsterkroner, der endnu står ranke.

Sensommerens varme og lys er nu lagret i os – ligger som en lille honningpakke af velsignelse i vores hjertekamre, nu hvor vi er gået efterårsmørket i møde.

Når mørket banker på, skal vi holde lyset frem – vi skal holde det frem for hinanden og for os selv – vi skal lukke døren op og lade lyset strømme ud mod dem som står udenfor – og vi skal lukke det lys ind, som andre holder frem mod os. Vi skal ikke lukke os om os selv – men holde sindet åbent for den nye tid vi møder.

For et par uger siden, var det efterårsjævndøgn, der hvor året i gammel tid begyndte – for når sommerens og høstens tid var ovre – ja så er den nye høst allerede på vej - for næste års frø har lagt sig tilrette i de øverste muldlag – og på forunderlig vis så vokser de op helt af sig selv igen og igen – år efter år – i en uendelighed. På en gang helt forklarligt og så alligevel så betagende og magisk.  På sådanne dage kan man kan føle at der er en lille smule hul igennem til det uendelige – til det guddommelige. Sådan som man kan føle det julenat eller den første sommermorgen, når solen står op før alt andet er gået til ro. Solhverv og jævndøgn - dag og nat – himmel og jord – helligt og almindeligt. Vi skelner for at holde styr på tankerne – for at holde styr på dagene – for at holde styr på livet. 

Men er der i virkeligheden et skel mellem himmel og jord – går det hellige og det almindelige liv ikke hånd i hånd. Er det almindelige liv ikke også helligt og er helligt liv ikke bare liv? Hvornår bliver natten til dag og dagen nat? Hvornår er man i himmelen og ikke på jorden – når fødderne letter fra trampolinen og man i et sekund svæver – når man roterer i en salto – eller når man springer ud med faldskærm? 

ER vi ikke hver dag en lille smule på vej til at dø, og som døde mon så ikke vi hver eneste dag kommer tætter på det evige liv i saligheden? 

Vi har sat grænser – vi har i ældgammel tid med ord formuleret, at meningen med skaberværket er, at der må være en grænse - men der er hul igennem også til det guddommelige hver eneste dag. 

Naturen omkring os vidner uden ord om, at der er en højere og dybere virkelighed – men samtidig om at alt er virkeligt, som det er.

Årets rytme bærer i sig en mening – en dybde som vi har brug for – jorden drejer om sin akse – lyse og mørke timer spredes ud – nu går vi mod mørket med vores lys – de lys som skal holde hele efteråret og vinteren ud – det lys som vi har med os fra sommeren – det lys som vi længes så utålmodigt efter før foråret bryder frem. 

Men lige nu ja så er det som om naturen tøver – som om at den endnu ikke er klar til at give slip – løvtræerne lyser op i solgyldne farver, høstmånen er rød som sommerens roser. Og vi mennesker holder fast ved lyset i livet og legen under åben himmel lidt endnu. Men mørket kommer uanset hvor stædigt, vi holder fast i lyset.

Den mørke tid er fuld af sit helt eget liv. Den mørke tid er tankens tid – stilhedens tid – vi har brug for stilheden for at berøre sjælen, for at ideer kan fødes langsomt i fred og ro. Når lyset og solen så igen får overtaget – ja så kan alt springe ud – vi kan gå ud i livet med fornyet energi og plads til at lade stilhedens tanker vokse frem – indtil det igen er tid til at give slip på noget for at skabe plads til nyt. Amen. 

Gud du som er stilhedens ven

Du lader naturen gro og grønnes 

Du lader naturen visne og dø hen

Du lader jorden rotere om sin akse 

Du lader solen og månen fastsætte vor tid

tid som vi håber på

tid som ingen ende vil ta’

tid som vi venter på

Gud

Hjælp mig at vente

Hjælp mig at tro når jeg tøver

Tro på: At du er derude i fremtiden

Tro på: At du er her nu.

Gør min tøven til tak.

- Maria Louise