02/07/2024 0 Kommentarer
Menneske kend din besøgelsestid...
Menneske kend din besøgelsestid...
# Præsteord
Menneske kend din besøgelsestid...
Som én af mine nordjyske kolleger udtrykker det, så kan det være en alvorlig sag at gå i kirke - i hvert fald på en søndag som denne - 10. søndag efter trinitatis, - hvor det er barske alvorsord, Jesus taler.
Nu er det ikke den humanistiske og kærlige Jesus, der er på tempelpladsen, men dén Jesus om hvem, professor Sløk engang sagde, ’at det eneste Jesus ikke er, det er ‘socialdemokrat’.
At kende sin besøgelsestid er et af de centrale temaer i teksten.
Og husk det er ikke det samme som besøgstid.
Det er jo noget, vi har fx på sygehusene - vist nok kun officielt, for folk jo nærmest render ud og ind af stuerne på snart sagt alle tidspunkter.
Nej, besøgelsestid er noget ganske andet. Ja, det er nærmest det modsatte.
Når vi bruger udtrykket ’ikke at kende sin besøgelsestid’ så klinger der noget skæbnesvangert med. For der ligger jo i det, at man har forpasset noget. Siddet noget overhørigt. Man lod øjeblikket glide én af hænde, da det var der, og en dag var det altså for sent.
Som Rachel Rastenni synger det om husmoderen, der har så travlt hele tiden med at gøre rent:
"Så hvis hun når frem til sin egen begravelse,
Ville man syn's det var store ting.
For tiden er så kort, og det ku' hænde,
Hun kom for sent, for sent til livets ende."
Man havde fokus på alt mulig andet, da glæden bankede på døren?
Hvor tit sagde vi ikke til børnene, mens de endnu var mindre, og forventningsfulde kaldte på os for at vise os noget, de var optaget af - og vi så svarede:
- ‘du må lige vente lidt; jeg har ikke tid nu; jeg skal først ordne det og det.’
Pludselig en dag var årene fløjet af sted, og børnene var ved at være voksne og gik deres egne veje. Og en dag var det for sent.
Det gælder altså om at kende sin besøgelsestid.
Det gælder for os alle; lige meget, hvor i tilværelsen vi befinder os - at vi skal være opmærksomme. Opmærksomme på hinanden og på Gud. Høre, når livets Gud kalder på os.
Men der kan jo også være grunde til ikke at kende sin besøgelsestid. Sidde livets og Guds kald overhørig. Måske er man bange. At man godt ved, at besøgelsestiden er lige nu, og at den vil forandre én. Man aner, at der er noget af det gammelkendte, man bliver nødt til at slippe, hvis livet ikke skal stivne. Men man tør ikke!
Sådan kan det være i forholdet til mennesker, men også i forholdet til Gud.
Folk forsøgte at handle med Gud - og derfor blev Jesus både berørt, så han græd og vred, så krabasken, ja ikke bare kom frem, men også i brug. For hver gang vi forsøger at slå en handel af med Gud, så viser vi, at vi ikke har forstået det væsentlige:
At man kan ikke handle med Gud.
Ofrenes tid er forbi mellem Gud og os.
Der er kun ét offer, der gælder i forhold til Gud - og det er allerede givet én gang for alle i Jesus Kristus. På Golgatha!
Han gav sit liv, for at hele alt det brudte, der var kommet mellem Gud og mennesker.
Evangeliet i dag taler om den fred, Jesus vil give os.
Om den fred, at han altid vil være med os - både i det pulserende liv og i den stille død.
Amen
- Henrik Hansen
Kommentarer