Det slår sjældent fejl, at man hvert år ved denne tid hører en journalist stille - tilfældige og ganske uinteressante mennesker spørgsmålet: ‘hvad er Helligånd for noget.’ 

Se, den ældste menighed, ville uden tøven have svaret journalisten: ‘Helligånden kan man kende på dens virkninger’, og som det fornemste tegn ville de have anført ‘tungetalen’. Altså det at fremkomme med - for de fleste - uforståelige lyde under ekstase. Jeg har selv oplevet det!

Og når lydene så blev oversat, ville de fremstå som bud fra Gud.

Just på denne måde kunne man opleve Helligånden.

Sådan tog man - ubevidst, naturligvis - de første skridt til at gøre kristendommen til en oplevelsesreligion. Og netop dette med ’at skulle opleve’ noget, passer jo især til vor tid, hvor det er som om, vi først er tilfredse, når vi virkelig oplever noget. 

Fjernsynet skal være en oplevelse; kirken, arbejdet og vennerne skal være en oplevelse; sågar ægtefællen skal være en oplevelse. Ja - livet selv skal være en særlig oplevelse, hvis det ikke skal opfattes som værende mislykket. 

Nu skal det bestemt ikke misforstås derhen, at oplevelser er noget skidt - tværtimod.

Tænk blot på fx, at ens lille hund - cavalieen Kufstein - i glæde slikker én i øret, eller det at være forelsket, det er jo en vidunderlig oplevelse.

Blot skal man her passe på, for ifølge videnskaben bliver man vanvittig, hvis forelskelsen varer over syv måneder. 

(Det er i parentes bemærket, nok derfor jeg anses for lettere forrykt, fordi jeg har været forelsket i denne Skt. Lukas Kirke i 27 år).

Men oplevelser har med følelser at gøre. Og netop følelser kan man ikke bygge sit liv på. De bliver ofte til ‘følerier’. Det er jo også derfor, vi i kirken ikke spørger brudeparrene ‘om de føler eller om de måtte have lyst til at leve sammen indtil døden skiller dem ad’.

Nej, vi appellerer til viljen med ordene ‘vil du elske og ære…’ Og det er noget helt andet.

Pinsen er ikke følelser, selvom der er dem, der mener, at blot man føler sig i en særlig stemning, når man synger Grundtvigs smukke salme: ‘I al sin glans nu stråler solen’, så er Helligånden over os. Forholder det sig sådan, ja så er det godt, at man ikke skal prædike over apostlenes oplevelse af pinseunderet, men over en tekst fra Johannesevangeliet.

For her får vi klar besked om, hvad kristendom er!

Det hedder: ‘Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.’

Bemærk igen det lille ord ‘vil’.

Det er i al sin enkelhed evangelistens pinseprædiken, der forkynder noget, der bestemt ikke har med oplevelse at gøre. 

Kristentro består altså i: at høre og lade sig tiltale af Guds ord, og det er noget ganske andet end at fordybe sig i dé oplevelser, man føler, der følger med.

En ganske klog mand har engang sagt: ‘Et er at tro, noget andet er at opleve, at man tror.’ Og det kender vi alle jo godt, for når man oplever, at man tror, så betyder det meget nemt, at man kredser om sig selv.

Men Guds ord skal så sandelig ikke være en slags ‘igangsætter’ af vore følelser eller vore fornemmelser, men skal høres som dét, de er, nemlig: som en opfordring og en besked om at holde hans befalinger. 

Det er bestemt ikke dét menneske, der får ‘kildren ned ad ryggen eller får dejlige følelser frem’, der elsker Jesus, men derimod - med hans egne ord - ‘Den, der elsker mig vil holde fast ved mit ord’ eller, om man vil: ‘Elsker I mig, så hold mine bud.’

Gør man det; holder man virkelig hans - for øvrigt ganske få bud - ja så er man unægteligt et troende menneske, der ikke behøver at bekymre sig for sin sjæls frelse. 

Men gør man det ikke - og det taler al sandsynlighed og erfaring jo for, at de fleste af os ikke gør - så har vi ikke andet at håbe på end ‘Guds storværker’, som det udtrykkes i epistlen.

Og skulle en og anden her så stille det såre fornuftige spørgsmål, hvad alt dette har med Pinse og Helligånd at gøre, ja så er svaret såmænd: alt!

Vi møder den hver eneste dag; hvert eneste minut vi lever; for Helligånd betyder slet og ret: ‘Guds virkelighed’. 

Og at Gud Helligånd er virkelighed vil sige, at han møder os i vor dagligdag; ikke andre steder end i dét liv, vi har fået.

Just afdøde Johannes Møllehave udlægger Grundtvigs salmeord, som vi indledte med at synge: ‘Det ånder himmelsk over støvetˋ på følgende måde: “Kortere kan pinse vel ikke udtrykkes. Det ånder himmelsk over os, som er på vej til at blive støv, og over dem, der allerede er blevet det.”

“Gud er ånd” sagde - ved en anden lejlighed - Johannes, denne gang ikke Møllehave, men dén evangelist, der prædikes over i dag; det betyder, at Gud er vor virkelighed.

Han er vort liv mellem to tilfældige årstal. 

Han er de mennesker, vi enten møder i et kort øjeblik; eller dem, vi bliver bundet til hele livet i uendelig glæde eller ulidelig plage. 

At tilbede Gud i ånd og sandhed - eller for den sags skyld, og det er jo det samme - at tilbede Helligånden er derfor ikke en inderlig fromhedsøvelse, men derimod at tage den givne virkelighed af Guds hånd. 

Helligånden er den magtfulde virkelighed i vor tilværelse, der holder os fast på vort liv. Og gør det ved at lade tilgivelsen og kærligheden være til stede hos os. Ikke den, vi giver andre, men den, der kommer fra Gud.

Vi skal som sagt ikke jage efter tegn - det være sig tungetale, helbredelser eller andre åndelige spøgefuldheder; ej heller følelser og oplevelser.

Nej, vi skal holde os til det nøgne, men enkle ord.

Noget sådant kan udtrykkes på flere måder, men lad os så sige det med et af Jesu egne ord - og Pinse er jo ikke andet end, at hans ord når os på et sprog, vi kan fatte - at:

‘det som er umuligt for mennesker, ja dét gjorde Gud.’ 

Det, som vi ikke ville, nemlig: at gøre sandheden og lade kærligheden råde, netop dét gjorde Gud mod os.

Det er det eneste, vi skal holde os til, for det er virkeligt; dvs. at det er Helligåndens gerning - og så kan vi jo med rette sige et: velsignet Pinse.

AMEN

- Henrik Hansen