Kristi Himmelfarts dag

Kristi Himmelfarts dag

Kristi Himmelfarts dag

# Præsteord

Kristi Himmelfarts dag

Kristi Himmelfarts dag 2021

Når man i evangelierne læser om Jesu liv - lige fra hans fødsel til hans død og opstandelse - kan man ikke andet end blive slået med forundring. Ikke kun over, hvad man læser, men også over, at så mange mennesker afviser disse beretninger. Noget af dét, der - i mine øjne – nemlig gør beretninger troværdige - altså: ”værdige at tro på” - er, at evangelisterne fortæller om hændelserne på vidt forskellig måder. Mange steder er de nemlig ganske uenige om detaljen, men om selve hændelsen, er de enige. Det er denne forskellighed, der er årsag til - hvis der skal være redelighed med i foretagendet - at man bør anerkende udsagnene som troværdige.

Men omvendt kræver redeligheden så også, at man siger fra, når påstandene bliver utroværdige. Det gælder fx skabelsesberetningen - eller rettere skabelsesberetningerne - som en historisk begivenhed.

I dag er det altså Kristi Himmelfart - eller på svensk: Kristi flyverdag - og meningen med den, der er på dagsordenen. Og her kommer det frem, at evangelisterne Matthæus og Johannes slet ikke nævner himmelfartsberetningen.

Markus, som lader høre fra sig i dag, har ganske vist nogle få linjer, men de stammer - det er de fleste teologer enige om - ganske klart fra en anden kilde end selve evangeliet; og denne kilde er af såvel sen som tvivlsom oprindelse.

Tilbage står så Lukas; han har til gengæld ikke kun skrevet én, men hele to beretninger, der ganske vist modsiger hinanden i og med, at den ene foregår påskedag, den anden 40 dage senere, og det lader sig jo ikke forene.

Nej, det er en problematisk sag at betragte Jesu himmelfart som en historisk begivenhed. Langt mere naturligt er det, at betragte begivenheden som et billede på, at Jesus nu er i dén himmel, hvor kærligheden får ret og døden dør. 

Han er ikke længere en historisk person.

Hvordan skulle han så kunne være hos dén mor, der beder for sit syge barn, eller hos dén mand, der overvejer at begå selvmord, fordi han ikke tør fortælle familien, at de er gået fallit på grund af corona-krisen?

Derfor forkynder Kristi himmelfart ikke fjernhed og afstand, men - tværtimod - hans nærvær:

”...jorden løftet er mod himlen,

himlen sænket er mod jord”

I dagens evangelium er der da også lagt vægt på noget andet, men ikke mindre problemfyldt.

Nemlig: Jesu noget kradse afsked med sine disciple.

Han dukker uventet op og forstyrrer madroen med sine bebrejdelser om deres manglende tro og deres hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet på dét, som andre havde fortalt. 

Naturligvis havde han ret, men det forekommer da besynderligt og uhøfligt at ribbe op i sådan noget, netop nu i dette afskedens øjeblik, der jo skulle være sidste gang, de var sammen.

Men besynderligt eller ej, så må vi konstatere, at denne opgave med at forkynde evangeliet vidt og bredt er overdraget til mennesker, om hvem Vorherre selv har sagt, at de var ”vantro og hårdhjertede.” 

Her sættes det altså på plads, at forkyndere ikke kan kræves at være fejlfri og fuldkomne overmennesker.

Man skal altså ikke være noget ud over det sædvanlige for at kunne gå Guds ærinde.

Og hvem véd, måske er det netop den slags mennesker, som kaldes vantro og hårdhjertede, der i mange tilfælde er de bedste forkyndere, fordi de med deres baggrund ved en hel del om ”gudsanfægtelser” og om forargelse på evangeliet.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke stilles krav.

Det gør der, og det til hver enkelt menneske.

Kristus forventer troskab.

Troskab mod Gud, mod livet og mod vore medmennesker.

Jesus kræver troskab mod hans befalinger, der jo netop går ud på at vise medmennesket kærlighed - kærlighed mod ens nærmeste.

Ikke ”pladderhumanismen”, som ellers er meget moderne i vore dage.

Men næstekærligheden.

Vi er elsket af Gud, og skal derfor elske de andre.

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” beder vi jo.

Jamen strider det ikke mod, at vi skal tro på både det ene og det andet.

At vi skal have de rette meninger om ”Gud og Fanden”.

Joh, kan hænde.

Men mener man virkelig, at det forholder sig sådan, så er der ikke andet at gøre end at kaste sig ud i dén trosprøve, der opstilles i teksten og som lyder:

”Og disse tegn skal følge dém, der tror: i mit navn skal de uddrive dæmoner; de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder; og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske”

Så værsgo; begynd fx med hugormen; kan hænde den er overkommelig, og drik så bagefter en ordentlig skål skarntydesaft så skal vi se, hvem der kan bestå prøven.

Nej, den går nok ikke for flertallet af os.

Det er nok bedre at være glad for, at Jesus ikke gjorde troen til betingelse for saligheden.

Men tværtimod prise sig lykkelig over, at det var mennesker, som Jesus kaldte vantro og hårdhjertede, der blev sendt ud med evangeliet til andre vantro og hårdhjertede.

Og skulle der sidde en og anden, der tvivler på sig selv og sin tro, så kan dette være en opmuntring til fremkaldelse af nyt ”gå-på-mod”, enten det så drejer sig om at tage imod eller at give videre eller for den sags skyld begge dele.

Så var det da ikke så ringe en afskedssalut, Jesus gav sine venner.

Tænk, hvis han i stedet havde rost sine følgesvende og sagt, at med den tro og sikkerhed, de udviste, ja der var de lige de rette til at gå ud i al verden med evangeliet som strålende eksempler til efterfølgelse for dem, de skulle prædike for.

Hvor havde vi så været i dag? 

Var der så bare en eneste af os, der turde påtage sig opgaven.

Næppe.

Muligvis havde der endda slet ikke været en kirke på jorden.

Men nu har vi den altså.

Grundfæstet på vantro og hårdhjertede menneskers forkyndelse, og til stadighed styrket og holdt oppe af en frelser, om hvem vi bekender, at - og her må menigheden finde sig i, at jeg som i adskillige tidligere prædikener citerer nogle af de stærkeste linjer fra salmebogen - den gamle:

”Herren er dog sine tro

også når de mistvivle”

Altså også når vi er vantro og hårdhjertede, sender han os ud med sit glædelige budskab til alverden.

Ja, i sig selv er det jo også et evangelium, at Herren virker med og kan bruge vore fattige og til tider tilsyneladende mislykkede præstationer til fremme af sine formål.

Alle vegne - og for alle.

AMEN.

- Henrik Hansen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed