Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det er med Jesus og så … ’får’.

Ja, netop ’får’.

Ofte er det jo just disse uld-bærende dyr, der er de centrale i hans lignelser.

En gang fortæller han, hvordan et får løber væk, og hyrden så forlader de 99 andre får for at søge efter dette ene. En anden gang er der - ved dommedag - tale om at ’skille fårene fra bukkene’. Og så i dag hører vi om, at Jesus er hyrde for én flok får, men at han i øvrigt har flere ’fåre-flokke’ at føre.

Ja, man skulle næsten tro, at Jesus var fårehyrde-uddannet og ikke tømrersvend.

Hvorfor vælger han så netop får blandt alle de mange interessante skabninger i dyreverdenen, og tilmed - ret konsekvent - sammenligner får med mennesker.

En grund er nok, at vi mennesker, og det gælder såmænd alle - også de med en såkaldt høj intelligens - er ganske enfoldige, som får jo er det.

Ja, for når vi ender ved bundlinien, så er vi helt at ligne med fårene i visen ’Ole sad på en knold og sang’. 

Her synges, at selvom Ole forlængst er sat i trav og derfor er langt væk, ja så ’står fårene der endnu - underforstået sådan lidt ’bøvet’ - og glor’.

Vi hopper jo - snart sagt - på hvad som helst, der siges eller læses uden at kræve dokumentation for noget - hvad massemedierne nyder godt af.

For det andet, så har ’får’ det også med at bræge. Og er der noget, vi mennesker gør og er ret gode til, så er det just: at bræge. 

Vi føler os tit kaldet til at give besyv med om alt mellem himmel og jord. Det er, som om vi glemmer, at det ofte er dén, der holder mund, der bliver lyttet til. Hvorimod snakkehovedet ikke anses for videre agtet.

Ja, ja, ja, og så kan jeg nu godt fornemme, hvad nogle i deres stille sind måtte tænke:

- ’...og dét skulle komme fra netop ham præsten’.

Ja, det er rigtigt, men der gælder altså særlige regler for mig. 

Joh, det gør der!

For fra gammel tid har præster båret titlen ‘pastor’, der jo betyder ‘hyrde’. Meningen har været, at præsten var fårenes - altså menighedens - beskytter. Men den går naturligvis ikke, så lad os kalde begreberne ved deres rette navn.

Det minder mig lige om forfatteren Søren Ulrik Thomsens oplevelse af en præst - den nu afdøde Thorkild Grosbøll - der som Thomsen siger i bogen ’Tro mod ritualet: “En af deltagerne var en præst, der typisk for professionen elskede at blære sig med, hvor lidt hellig han var.”

Præsterne er på ingen måde hyrder, tværtimod; han eller hun er ‘daglejer’. For en daglejer er en, man betaler til at udføre et bestemt stykke arbejde. Men noget, man ikke kan ansættes til, ja det er: at sætte sit liv til - dø - for fårene; altså for menigheden.

Fårene hører ikke præsten til, for vi præster kunne ikke drømme om - jo, måske netop kun drømme - om at sætte vort liv til for sognebørnene. 

Når ulvens angreb kommer i form af tvivl og angst, ja så er præster ligeså værgeløse som andre. Vi kan aldrig som ‘den gode hyrde’ - Kristus - sige:

- ‘Ingen skal rive dem ud af min hånd’ uden at det opfattes som uvederhæftigt.

Men nu er det jo også ganske og bedøvende ligegyldigt, om præster kan sige noget sådant. For det afgørende er, at der står en og siger: ‘Jeg er den gode hyrde’. 

Og som står inde for sine ord!

Jesus Kristus ikke bare vil, men har allerede sat sit liv til for vores skyld. 

Det gjorde han, da man sømmede ham fast på ‘to stykker træ’.

Han holdt sig ikke til de store tomme ord tilsat intetsigende følelsesudbrud, sådan som brægende får ofte gør det.

Nej, Jesus viste, at kærlighed først er tilstede, når man ofrer sig - ellers ikke.

Vi har alle herinde brug for at høre, at intet kan rive os ud af hyrdens hånd. Hyrden - Kristus - har så stor kærlighed til os, at han ikke lader os af syne.

Og ét er sikkert, og det er, at ’står vi der stadig - som fårene og glor’ - ja så har vi Kristi ord for, at også for os er han hyrde. 

Frelser! 

Amen.

- Henrik Hansen