Erindring og håb

Erindring og håb

Erindring og håb

# Præsteord

Erindring og håb

I romantikken, i midten af 1800-tallet, var begrebet ’gentagelse’ forbundet med noget kedeligt. 

Dog en var ikke enig, nemlig teologen Hr. Søren Kierkegaard. 

Og han argumenterede: 

”Hvis du nu var døende, så ville du nok sige, åh, bare én dag til med et stykke leverpostej. Det ville være fantastisk, hvis jeg bare én gang til kunne få et stykke med leverpostej. En lille bitte gentagelse bliver pludselig så dyrebar.”

Også præster nyder gentagelsen.

Vi siges nemlig at gå ind for genbrug af vore prædikener.

Det er der nu ikke noget galt i – især i disse vore genbrugstider - blot man står ved det - og synes de er gode. Og det gør jeg nu, for prædikenen her er mestendels holdt for et par år siden.

Men jeg vover gentagelsen - også fordi Kierkegaard har ret.

Kierkegaard selv skrev engang et essay, som fik titlen ‘Gjentagelsen’. Med den ville han sige noget om livet, som vi lever det her og nu.

Men denne virkelighed, som han altså kaldte en ’gentagelse’, er altid under kraftig beskydning. Den angribes fra to fronter: forfra og bagfra. 

Angrebet forfra benævnes ‘håbet’. ‘Håbet’ er som en ny klædning. Men man har aldrig haft den på, og véd derfor ikke, hvordan den vil klæde en.

Angrebet bagfra kaldes ‘erindringen’. ‘Erindringen’ er en aflagt klædning, som - hvor skøn den end er - ikke passer mere, fordi man er vokset fra den. 

Gentagelsen er derimod en uopslidelig klædedragt, der slutter fast og ømt. ‘Den, der ikke fatter, at livet er en gentagelse, og at just dette er livets skønhed, har dømt sig selv’ siger Kierkegaard og fortsætter:

"... For håbet er en vinkende frugt, der ikke mætter. Og ligesådan er det med Erindringen. Gentagelsen derimod er det daglige brød, der gør mæt med velsignelse."

Se, det er næsten en nøgle til teksten om de to disciple, der sammen talte om deres erindring og deres håb. De talte om ‘alt dét, der var sket’…‘ alt dét med Jesus fra Nazareth.’ De fordybede sig i dé minder, de havde om ham. Og gjorde derfor dén erfaring - som alle, der kun lever i mindernes verden gør - nemlig: at ‘erindringen’ er en dragt, der ikke længere rigtig passer. 

Det er naturligvis muligt at leve i sine minder, men hvordan lever man så? 

Kan man virkelig siges at leve et rigtigt liv, når øjeblikket og hverdagen har mistet sin glæde og glans, og kun de blege minder står tilbage. 

Det er i hvert fald et tilbagetrukket liv, for erindringen mætter ingen.

Emmaus-disciplene havde dog også haft et håb. Men det håb var såmænd ligeså livløst som mindet: 

-‘Vi havde dog håbet, at det var ham, der skulle frelse Israel’.

Og hér gik de så med deres døde minder og deres tomme håb, da de pludseligt blev standset. Det var en tredje person, som de ikke straks genkendte, og som slog følgeskab med dem. 

I begyndelsen lyttede han tålmodigt til deres skuffelser og beklagelser, men til sidst blev det ham dog for meget: 

- ‘Åh, hvor er I uforstandige og tungnemme til at tro’. 

Og så fik de to disciple ellers en bibeltime, de sent skulle glemme. 

Vi skal være tro mod dagens gerninger, og lære at glæde os over dén gentagelse, som vi oplever i den daglige vane. 

Jesus besejrede vor mest gemene fjende - døden - for i stedet at give os livet her og nu. 

Det er jo det frydefulde, at fordi Jesus opstod, har vi fået dét løfte, at en opstandelse også vil blive os til del. 

Ja, men her og nu - i dag - skal vi leve livet i fulde drag. Frimodigt og taknemmeligt.  

Jamen, så er der da al mulig anledning til at være glad - også på trods af dagligdagens modgang.

Ja, men lad så denne glæde komme til udtryk - bl.a. i salmeform:

"Ja, jeg véd, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!"

Velsignet Påske.

AMEN

- Henrik Hansen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed