I en salme - der af kendere knapt anses for at være en salme - synges ordene: ”Langfredag var en bitter dag…” 

Det er sande ord, når talen går på Jesus, men mon vi ganske forstår, hvor bitter den egentlig var for ham. Forstår vi mon til bunds, at han ikke kun døde, men at han desuden led så frygteligt meget. 

Ja, og dertil kommer så, at han blev solgt af en discipel; forladt af ti andre, mens den tolvte - som en anden sømand - bandede på, at han aldrig havde set Jesus. Guds Søn blev hånet og spottet. Han blev kronet med store torne, som man pressede så voldsomt ind mod hans tinding, så blodet piblede ud. Han blev slået og pisket på den mest brutale måde med piske, der havde blylodder i spidserne. Som et dyr drev de ham gennem nattens timer fra Herodes til Pilatus. Og til sidst ned ad byens strøg med et kors på ryggen. Indtil de mødte Simon fra Kyrene, som de romerske soldater tvang til at bære Jesu kors, fordi denne nu selv ikke havde flere kræfter i behold. Og da de nåede frem til bakken udenfor Jerusalem, slog de store jernnagler igennem hans håndled og fødder. De rejste hans kors op mellem to forbrydere. 

Solen brændte. Han kunne ikke få luft. Og det var bestemt ikke et spil. Ikke en rolle, han kunne træde ud af og sige, at nu trængte han altså lige til en mindre pause. Nej, han var et ensomt og forpint menneske. Misforstået, forladt, knust og ødelagt. Ladt i stikken af ’Gud og hvermand’. 

Himlen havde slået hånden af ham, og jordens mennesker ville ikke tage imod ham. Kun dødsriget stod åbent.

Alt dette er indeholdt i sætningen, vi lader lyde med ordene: ’…pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget.’

Ikke engang stilheden omkring et dødsleje kunne man unde ham. Kajfas, Jødernes ypperstepræst, var der nemlig også. Han stod og afventede den dømtes syndsbekendelse, så dommen over Jesus kunne blive ”retfærdiggjort”.

Men det er tværtimod den dømte, Jesus, der skaffer sin dommer benådning med ordene: ’Tilgiv dem, thi de véd ikke, hvad de gør’.

Siden kommer en tid, hvor der er stille på Golgatha. 

Ypperstepræsten med følge er nu gået deres vej. De er vandret op i templet. Mens Jesus sammen med to forbrydere hænger lidende og døende på korset, begynder man i hovedstadens flotte tempelbygning forberedelserne til jødernes sædvanlige forsoningsritual ved påsketid. Tempelbasunerne vil snart kalde til bøn. Præsterne skal med høj røst synge: ”…dén sten, som bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnestenen.” Hornsignaler vil give til kende, at nu har Jahve - jødernes Gud - sluttet fred med sit udvalgte folk ved det blodbestænkte alter.

Alt dette mens ’hovedhjørnestenen’ selv - stukket med et sværd i siden, så blodet løber - er taget ned fra korset og lagt i en gravhule - end ikke salvet, for det var tiden jo ikke til.

Og se, længere kommer vi jo ikke i dag!!

Naturligvis véd vi, der er her i dag, at vist var ”Langfredag en bitter dag… men skøn var Påskemorgen” - for vi kender jo fortsættelsen på hans historie.” 

Men da Jesus hang oppe på sit kors, spekulerede han ikke på en skøn Påskemorgen. 

Jo vist havde han prædiket det samme budskab, men de tanker var borte nu. 

Han vidste ikke bedre end, at alt havde været forgæves og alt var mistet. 

Det hele var forbi. 

Evangelisten Markus mener, at Jesus som det sidste råbte: ”Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig.” 

Lukas erindrer, at Jesus døde med bønnen: ’Far, i dine hænder betror jeg min Ånd’. 

Hvad der faktisk blev sagt og gjort i de forrykte timer for to tusinde år siden i Jerusalem, véd vi ikke meget om. De få, der har noget at fortælle om begivenheden, er ikke ganske enige i detaljen. 

Det gør nu heller ikke så meget. 

For hvad vi skal holde os til er, at ham, som vi kalder ”Frelser”; ja, ham, vi bekender os til som selveste ”Himlens og jordens skaber”, at det er ham, vi er så bundafhængige af. 

Vi er prisgivet ham, fordi vi har prisgivet ham. 

Langfredag taler om skyld!

Ikke om alle de andres, næh, men om min - den enkeltes. 

Salmedigteren Kingo udtrykker det så klart:

”Og når på din dom, jeg grunder,

ser jeg og mit segl derunder.”

Men Langfredags trøst er jo, at al menneskelig lidelse er blevet taget alvorligt af skaberen.

Gud, der i tidernes morgen kunne have knust verden med et åndepust, han lader nu sig selv knuse, og går ind under dén lidelse, der er vores, fordi vi er mennesker. 

Langfredagens kors forkynder, at vi deler vilkår med selveste Gud - himlens og jordens skaber. Med dén Gud, der bøjede sig ned og gik så langt, at vi så måske kan fornemme noget af alvoren i mordet på kærligheden deroppe på Golgatha, hvor Gud døde. 

Der er naturligvis en fortsættelse, men lad den nu ligge til på søndag. 

Dagen i dag skal stå alene i al sin gru, for: ”Langfredag var en bitter dag…”.

AMEN

- Henrik Hansen