Mennesker i vor tid har det ofte svært med Jesu undere. Det skyldes naturligvis, at vi - siden oplysningstiden - er blevet opdraget til at sætte fornuften i højsædet. Og det er jo ganske udmærket, for hvordan kan man da også - med sin gode forstand i behold - holde det for sandt, at det er muligt at bespise 5000 mænd - halvdelen af indbyggerne her i sognet; og så naturligvis også en del kvinder, for det feminine køn bliver vel også sultne - med kun sølle 5 brød og 2 fisk.

Og ikke nok med det, for bespisningsunderet her er jo som bekendt langt fra det eneste under i Jesu liv. 

Kort før dagens undergerning fortælles det, hvordan Jesus stille og roligt spadserede rundt ude på vandet. Og i hver ende af hans liv var der to endnu større underværker placeret: ‘jomfrufødslen og opstandelsen’. 

Joh, vi har det svært med Jesu undere. Noget, der dog for os ikke burde være tilfældet. Vi, der bruger ordet ‘under-ligt’, som jo ordret betyder, at noget er ‘lig med et under’, må da vide, hvad det betyder.

Men hvad er et ’under’ så egentligt for noget?

Et ‘under’ karakteriseres ofte som noget uforståeligt. Noget vi ikke kan forklare. Men det er der jo så meget, der ikke kan, så den vej går næppe.

Jamen hvorfor så ikke bare lade ’underet’ stå der, som det er, nemlig som noget vor forstand ikke magter. Er det virkelig nødvendigt, at vor forstand skal forstå alt. Er der dog ikke plads til noget i vort liv, der ikke bare er uforståeligt, men også ubegribeligt?

Kærligheden som det mest klare eksempel. Det er da et - ja, ubeskriveligt - under, når man står med et nyfødt barn i sine arme eller som nyforelsket sidder og tænker på sin kæreste.

Og så blot denne pudsighed: det er dog tankevækkende, at det er alt dét, der virkelig betyder noget for én i livet, at netop dét er utilgængeligt for fornuften.

Dertil kommer så det væsentlige, at næsten alle dé undere, Jesus udførte, ikke kun havde til grund at være uforklarlige. Det var ikke for at vise, hvor dygtig en troldmand han var.

Nej, der lå altid en dybere betragtning bag dem.

Underets hændelse skal nemlig ikke forstås ud fra sig selv, men altid hvad det peger hen på.

Jesu undere peger væk fra sig selv - og hen mod Gud.

Dagens tekst fortæller om en - i egentligste forstand - ‘under-fuld’ gerning.

Den fortæller om dén kærlighed, der kom til syne i skikkelse af ham, der ‘tog brødene, takkede og delte dem ud’. Kærlighed er jo først ægte kærlighed, når man giver den videre og deler den med andre. Det er først, når vi viser, hvor meget vi holder af andre, at vi - og vore omgivelser - mærker, hvordan livet lykkes.

Når vi ofrer os for vore nærmeste og lader dem erfare, at intet er vigtigere end netop dem.

Når Jesus på det tidspunkt udførte sit under, så var det jo ikke kun for at mætte et anseeligt antal sultne mennesker.

Nej, det var ligeså meget for at vise, at det kun er ved at dele med andre, at livet lykkes.

Og hvad kan vi så bruge denne beretning og ham til?

Har det i det hele taget nogen betydning, at, eller om, der fandt et under sted dén dag på græssletten?

Ja, i højeste grad, for han holdt jo ikke op med at dele ud.

Dengang delte han 5 stykker brød og 2 fisk ud. Senere skulle han dele sig selv ud.

Skærtorsdagsaften!

Ordene: ‘Jesus tog brødene, takkede og delte dem ud…’ sigter helt klart til nadvermåltidet både dengang og nu. 

Ved dén begivenhed - som vi fejrer søndag efter søndag, undtagen her i coronatiden - giver han sig selv helt og fuldt. På ‘under-lig’ vis, ganske vist, ja bestemt, men dog sig selv. Hvad enten vi tror på bespisningsunderet eller ej, så forkynder det dog, at dét rige, Jesus bragte, ikke er et fremmed, fascinerende drømmerige ’med gammen i gyldne sale’, men er dén kærlighed, der hører hjemme i din dagligdag.

Her og nu!

Det er dén kærlighed, der udleverer sig, så den ender på et kors.

Vi kender den så udmærket, for det er jo just dén kærlighed, vi så tit svigter. Men det gjorde - og gør - han ikke.

Dét er, hvad denne søndags fasteevangelium vil sige. For os står så tilbage at gå ud og praktisere fasten. Men tøv lige en kende, for det er ikke diverse religiøse slankekure, der er tale om! Nej, sand faste er at give afkald, men vel at mærke for at dele med andre.

Og dét i sig selv kan let vise sig at være just: ’et under’!

AMEN

- Henrik Hansen