02/07/2024 0 Kommentarer
Det er svært ikke at bekymre sig, men...
Det er svært ikke at bekymre sig, men...
# Præsteord
Det er svært ikke at bekymre sig, men...
Det er svært ikke at bekymre sig. Det har vi mærket i højeste grad det sidste års tid. Både på et almenmenneskeligt plan og på det helt personlige plan fylder bekymringer meget. Og ofte med god grund. For vi kender ikke det næste øjeblik, og det kan gå galt – morgendagen kan blive et mareridt, forventninger kan knuses, kærligheden kan gå i stykker, ondskaben kan slå til, et paradis kan blive til et helvede – livet kan gå galt.
Og hvis det var det eneste, der var at sige om livet – at det kan gå galt – så var der al mulig grund til at frygte fremtiden. Og det er ind i en sådant pessimistisk livsforståelse, at Jesus fortæller lignelsen om landmanden, der sår korn på sin mark. I sit udgangspunkt er den realistisk og hverdagsnær for tilhørerne på Jesu tid. De kendte betingelserne for at dyrke korn i Palæstina. Det var ikke muligt at fjerne klipper i undergrunden eller at rense jorden for ukrudt. Den eneste måde man kunne så på var ved at sprede kornet over et større område og så håbe på, at noget af det ville falde i god jord, så det kunne give noget udbytte.
Og det gør landmanden i Jesu lignelse. Han sår sit korn velvidende, at det ikke alle steder vil nytte – ja at meget af det vil gå til spilde. Men han sår ufortrødent i håb om, at der indimellem på marken vil være gode pletter, hvor der kan vokse noget korn, der vil give ham en rimelig afgrøde. Og ganske som forventet så går tre fjerdedele til spilde. Men så kommer den overraskende slutning på lignelsen. For den sidste fjerdedel sprænger alle realistiske rammer. Han får op til 100 gange udbyttet, af det korn han har sået, og det normale på Jesu tid var 7 – 8 gange.
Dermed forlader lignelsen det realistiske hverdagsbillede, som den begyndte i. For som altid når Jesus fortæller en lignelse, er pointen ikke at lære os noget om, hvordan vi skal løse praktiske problemer. Jesus tager udgangspunkt i noget kendt for med desto større kraft at lukke døren op ind til noget ukendt og uventet. Og her handler det om Guds muligheder i verden, der er af en så overraskende karakter, at det må gøre os målløse. Vi kan mene at vide, hvordan tingene vil gå – vi kan være mestre i statistik og undersøgelser over, hvordan tilværelsen ser ud. Men vi kender slet ikke Guds muligheder til bunds.
Naturen er i sig selv fyldt med de mest forunderlige ting: marker der bliver grønne, kvinder der bliver gravide, spirer der kan finde vej op gennem asfalten, ørkener der kan blomstre, vinter der bliver til forår. Men også vore menneskelige rammer kan sprænges af Gud. Der sker hele tiden overraskende ting, der taler imod alle dårlige erfaringer vi kan have af skønne spildte kræfter – af skuffede forventninger – af håbløse situationer – af nyttesløse ord og handlinger.
Der er dage, der bliver lyse, selvom vi var sikre på, de ville blive mørke. Der er små og tilsyneladende ligegyldige ord, der kan gøre lykken for et andet menneske. Der er ukendte kræfter, der dukker op midt i en svær tid. Der er opgaver, der ikke ender i den tindrende fiasko, man troede de ville. Og der er nederlag, som ikke tager livet af én. Der er kærlighed, der opstår på det mest uventede tidspunkt.
Gud spreder liv og glæde, solskin og varme, godhed og omsorg, trøst og nye kræfter overalt, hvor vi mennesker befinder os. Og selvom noget af det, ja måske meget af det, går til spilde, fordi vi er lukkede og ikke modtagelige for det, eller fordi vi ikke kan få øje på det for alle vore bekymringer – ja selvom vi nægter at tro på det godes mulighed – så er det tilstede rundt omkring os og i os.
Og lignelsen forkynder for os, at Guds virkelighed blomstrer op omkring os i en overflod, vi slet ikke kan forestille os. Og den bliver ved i det uendelige, for sådan er Gud, og sådan er Guds kærlighed til os. Derfor er der al mulig grund til at have store forventninger til livet. For alle vore erfaringer til trods så rækker Gud os den ene nye mulighed efter den anden for meningsfulde og vidunderlige øjeblikke. Amen.
- Vibeke Houmøller
Kommentarer