Kirkerummet er et særligt rum – ikke kun pga. synlige ting som et alter, en døbefont og en prædikestol men også pga. den helt særlige ånd eller stemning – som mange ikke kan undgå at opleve og som mange søger. Kirkerummet er ikke helligt – det er en afgørende pointe i en luthersk tradition – men kirkerummet er bærer af det hellige – formidler af det hellige – på en helt særlig måde – pga. dets brug. Igennem næsten 100 år er Skt. Lukas Kirke blevet brugt igen og igen til gudstjeneste, bøn, fordybelse, lovsang. Indlejret i væggene – i bænkene – i rummets ånd er menneskers længsel efter Gud – menneskers møde med Gud – menneskers tro og tvivl – glæde og smerte – frygt og tillid – klage og tak.

Det kan mærkes når man går der ind – det kan mærkes når man sidder der – en ro – en berørthed – noget der får skuldrene til at sænke sig – noget der åbner hjertet. Derfor er vi også mange, der har savnet at kunne mødes i dette rum over julen – også selvom der var gode grunde til at lukke det – og derfor er det dejligt igen at kunne være der. For dette fysiske rum er en hjælp til os små mennesker, der kan have svært ved på egen hånd at finde ind i fordybelsens rum, og som har brug for tilsigelsen udefra og for fællesskabet omkring vores længsel og vores tro.

Men hvad vi måske alligevel har lært af denne jul og af sidste forår, hvor dørene til kirken har været lukket i – det er, at Guds nærvær og Guds ord ikke er afhængige af et fysisk rum. Rummet her er en hjælp – en kæmpe hjælp for mange af os – men det er ikke en betingelse for, at Gud kan mødes med os. Det har forfulgte kristne – afskåret fra at mødes i det offentlige rum – erfaret før os. Det har troende, på rejser til steder, hvor der ikke var kirker, oplevet før os. Det har mennesker, der pga. sygdom eller arbejde eller andet har været forhindret i at komme i kirke, erfaret før os. Og Jesus selv hører vi aldrig henvise mennesker til synagogen eller templet, som det sted de skal gå hen for at møde Gud. Tværtimod siger han: Gå ind i dit lønkammer – eller: rejs dig og gå hjem og synd ikke mere.

Hvad så med fortællingen om Jesus, der bliver væk i Jerusalem – er det ikke netop en tekst, der bekræfter templet – kirkerummet – som det sted hvor Gud er? Det kunne synes sådan, når Jesus til sine bekymrede forældre, der har ledt efter ham i 3 dage, siger: hvorfor har I ledt efter mig – ved I ikke, at jeg skal være der, hvor min far er? Jesus befandt sig i templet – altså må templet være det sted, hvor Gud findes, skulle man umiddelbart synes. Men jeg tror ikke, det er det Jesus forsøger at sige med sine ord. For hvor var han – jo han var selvfølgelig fysisk i templet – men det afgørende var hans åndelige placering i samtale med religiøse lærde om dybe spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Vi kan møde Gud hvor som helst – i kirker ja – men også alle andre steder. Guds nærvær kender ingen grænser. Det afgørende er, om vi søger det møde – om vi søger svar på vores inderste længsler – om vi tillader os selv at fordybe os i det, som vi aner kan opbygge os og fylde os med livsmod og trøst og indre fred og mening – om vi prioriterer tid med Gud og med det, som er vigtigt for os i tilværelsen i stedet for kun at lade os underholde eller dulme vores længsler med overfladiske aktiviteter – om vi er parate til at lytte til noget, der er større end os selv, og noget der kalder os ud over os selv.

Måske er det den gave coronalukningen af vores kirker har givet os – på den ene side taknemmeligheden for at vi har disse rum, og det de kan give os, og på den anden side påmindelsen om, at Gud er hos os alle steder og kalder på vores nærvær og lydhørhed, hvor vi end befinder os. Og det er egentlig ikke så dårlig en gave at tage med os videre ind i dette nye år.

- Vibeke Houmøller