Dagens salme - Jeg går i fare, hvor jeg går

Dagens salme - Jeg går i fare, hvor jeg går

Dagens salme - Jeg går i fare, hvor jeg går

# Nyheder

Dagens salme - Jeg går i fare, hvor jeg går

Hvad handler Jeg går i fare, hvor jeg går egentlig om? Læs med her og bliv klogere på dagens salme - nr. 45.

Denne jord-himmel-salme af Hans Adolph Brorson blev første gang trykt i samlingen "Nogle Psalmer om Troens Frugt forferdigede af H.A.B.", som udkom i Tønder i 1734.

Brorson havde sin præstegerning, senere provste- og biskopgerning i det sønderjyske, og herfra udsendte han en lang række oversættelser af tyske salmer samt omkring 80 egne salmer. Efter hans død udkom en række kristelige digte af ham under titlen "Svanesang".

Brorson er pietismens ypperste digter i Danmark. I lighed med bevægelsens tyske repræsentanter opfattede han den jordiske tilværelse som en pilgrimsvandring, som en forberedelse til evigheden, som en stræben efter den endelige salighed i det himmelske, i dette "høje kor / hvor Gud han bor / blandt alle engles sang", og til hvilket man kommer fra jordisk "suk og gråd" til en højere sfære med "tusind engles lyst" (DDS 571).

Over for et sådant salighedsstræb måtte jo jordnære forhold tabe i betydning. Når Brorsons mange beskrivelser af denne verdens viderværdigheder fylder så meget i hans salmer, skyldes det nok også et ønske om at opstille en digterisk effektfuld kontrast mellem det jordiske og det himmelske og derudover hans trang til at missionere, at omvende læseren/den syngende: "Op, op! til bedrings gråd / og efter Jesus jag / men snart! det er mit råd / nu hedder det: i dag!" (DDS 592, v.1).

På billedrig måde udfoldes kontrasten mellem jord og himmel i salmen "Jeg går i fare, hvor jeg går". Den bevæger sig fra det jordiske med "jeg går i fare", "jeg går i trængsel" og "jeg går til døden" i en stigende kurve gennem vers 1, 2 og 3 til de modstillede begreber i vers 4, 5 og 6, hvor det hedder "jeg går blandt engle", "jeg går med Jesus" og "jeg går til Himlen". Skønt hvert vers begynder med det subjektive "jeg", må dette forstås som en forening af digteren og den syngende i menigheden. Jeg'et bliver således transformeret til menighedens "vi" som i øvrigt i mange andre salmer.

De før nævnte verdens viderværdigheder er af Brorson malet i mørke farver. I vers 1 er han i fare, nemlig i fare for at det onde eller måske den onde skal friste ham på hans jordevandring; thi "Satan alle vegne står i vejen med sin lænke", parat til at binde ham fast til sig. Satan lokker og forvilder, man må ruste sig og "stå på sin skanse", være på vagt for sin sjæls saligheds skyld.. Forløsningen af dette for læseren - og dermed versets positive pendant - kunne Brorson have anbragt straks efter i vers 2, men han har altså valgt at samle verdens børns fortrædeligheder i salmens første halvdel (vers 1-3) for derefter at samle det trøsterige i den anden halvdel (vers 4-6).

Vi må med andre ord først gennem trængslerne i deres ikke ringe omfang: I vers 2 er digteren i syndetrængsel; han kan ikke se nogen vej frem, han er i modgangs tåger, og måske vil Gud endda slå ham med "korsets ris". I vers 3 følger den ultimative begivenhed: døden. Brorson siger, hvad sandt er, at han "går til døden, hvor han går, og han kan ikke vide sig sikker på, hvornår  "han har mig alt i strikker". Døden er her hankøn, den repræsenteres af "manden med leen", og "strikkerne" er dødens fangegarn. Døden kan i et nu "ende al min gang, så jeg i evigheden står".

Men hvilken evighed? De fordømtes eller de saliges?

I salmens sidste tre vers viser det sig, at der venter den inderligt troende en hjælp på pilgrimsvandringen mod det himmelske. Engle bevarer ham mod Satans magt. Når vandreren afviser "verdens suk og sorg", går han i "engleborg" (i øvrigt et smukt og originalt ord i den brorson'ske lyrik). Trods "al den del, ham ilde spår", gåt han med Jesus i hans fodspor (vers 5). Og derved når han med frit mod til Himlen, hvor man "en ende får / på al sin synd og smerte". "Al verdens eje jeg forsmår / jeg går til Himlen, hvor jeg går."

Med en sådan evighedsfiksering befinder Brorson sig, skønt endnu i jordisk sammenhæng, i evigheden - eller i det mindste i en slags vågen drøm om en himmelsk evighed. Når altså blot han "på sin skanse står"...

Litteraten Hans Brix skrev i bogen "Tonen fra Himlen" i 1912: "Om Brorson maa det indrømmes, at hans Salmedigtning i højeste Maal bærer Mærke af, at hans hele Stræben har gaaet paa gennem Følelsen at forene sig med Jesus." Denne beskrivelse kan tillige gælde for ny-pietismen i 1800-tallet og fremefter, hvilket adskillige salmer i Den danske Salmebog vidner om, bl.a. nr. 567 "Jeg er fremmed, jeg er pilgrim", der i potenseret (og trivialiseret) form videfører tankerne om verdensfremmedhed og døds-/himmellængsel.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed