Organist John Horsner fortæller om Uforsagt, hvordan min lykke, som vi sang ved dagens højmesse.

Nr. 48 i Den danske salmebog, Ambrosius Stubs ”Uforsagt, hvordan min lykke end i verden blive må”, er i salmebogen omgivet af andre salmer, der skildrer lykkens omskiftelighed, sådan som vel de fleste gennem tilværelsen har erfaret den i større eller mindre målestok.

Den mest kendte er Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, der allerede i sin første linje antyder, at ”alle ting har sin foranderlig lykke”. Selv ”vælde og visdom og timelig ære, styrke og ungdom” kan gå tilintetgørelsen i møde; det samme kan rigdom med ”dyrebart smykke”, og endog den (dengang) enevældige konge kan geråde i ”uro”, hvorved jo nok menes omskiftelser og i værste fald undergang. Mod disse uomtvistelige jordiske vilkår sætter Kingo ”himlen”, d.v.s kristendommen i videste forstand; thi ”Himlen alene gør salig og fro”.

Ambrosius Stub (født i 1705) havde ikke nogen let gang på jorden. Efter ti års studier ved universitetet opgav han at tage teologisk eksamen. Herefter havde han forskellige ansættelser som sekretær, bl.a. på herregårde, men kunne kun lige opretholde eksistensen for sig selv og sin kone og deres børn. Hans kone døde som 31-årig, og herefter synes hans i forvejen noget udsvævende livsførelse at have ført til en déroute i retning af manglende arbejdsevne og tiltagende drikfældighed. Til gengæld tiltog hans digteriske aktivitet. Han døde som 53-årig i 1758. 

På den baggrund er det ikke sært, at han i sin salme (som antages at være skrevet i årene op til hans død) stædigt fastholder omkvædet: ”Når jeg kun i nåde står, uforsagt, ihvor det går”. Ordet ”uforsagt” optræder 11 gange i løbet af salmens 6 vers og kommer til at lyde som en blanding af et håb og en besværgelse, næsten et mantra. Johannes Møllehave har sagt, at han som dreng hørte det som ”Ih, hvor det går!”, og det giver jo også en slags mening, men ret beset må det nok forstås som ”hvordan det end går”. Med andre ord: ”Vær ved godt mod, hvordan det end går.”

Og hvordan det så går her i tilværelsen i Stubs opdaterede version af Kingos ”Sorrig og glæde”, det meddeler Stub opremsende i salmens vers, efter at han i vers 1 har overbevist sig selv om, at dét at være uforsagt i sit liv er ”det mesterstykke, han daglig pønser på”; han overvejer det, han tænker på det dag for dag. Han vil være uforsagt, ikke lade sig nedgøre af eller tynge af verdens og sine personlige fortrædeligheder.

De fortrædeligheder, Stub ser i sin omverden, er i vers 2, at ”andre plager med bekymring deres sind”, i vers 3 at ”andre sukker under deres trange kår”, og disse to kunne jo meget vel være forbundne. 

Dette udsagn om ubekymrethed er nok mellem de sværeste at acceptere for den, der er i virkelig påtrængende nød. 

Hos Stub er det stedse ”andre”, der bekymres, sukker, skrækkes og gruer. Det betyder ikke, at han skubber fortrædelighederne fra sig, men hans svar er, at han ”på Herrens nåde pukker”, d.v.s., at han holder fast ved, ja, insisterer på nåden, som enhver kristen kan gøre det. Ordet ”nåde” optræder da også med overbevisning 9 gange i salmens løb.

I vers 3 og 4 intensiveres bekymringerne. Nu er det ”den onde dag” og døden, det drejer sig om.

Hvad døden angår, kan Stub sige (vers 5), at han som kristen kan ”skue sin krone hisset”, og når han retorisk spørger: ”Skulle jeg da grue?” er hans korte svar: ”Nej!”. Noget andet er ”den onde dag” i verset før. Hvad er det mon? Det umiddelbare svar ville måske være ”døden”, men den behandler han jo i verset efter, og det ville være kompositorisk mindre tilfredsstillende midt i en stigning at ville behandle samme emne i to vers i træk. Så ”den onde dag” er måske dagen, da ulykkerne slår sammen om én, og alt rabler. Endnu i midten af 1700-tallet, da salmen blev skrevet, var den tanke vel ikke så fjern, at noget sådant kunne ske. Og selv i dag i velfærdsstaten ville nogle måske synes, af økonomiske eller af andre eksistentielle årsager, at de var ofre for en ”ond dag” og at den verden, de lever i, synker sammen for dem.

Det svar på bekymringer, ulykker og død, som Stub sætter op, nemlig: ”Når jeg kun i nåde står, uforsagt ihvor det går”, vil dog næppe i al dets enkelhed, optimisme, ureflekterede kristentro og, ja, barnlighed tilfredsstille ret mange af nutidens danskere. Udviklingen er gået i retning af en mindre umiddelbar nådesbevidsthed, og i tidens løb har jo staten ved hjælp af vores allesammens bidrag til fælleskassen og de deraf flydende overførselsindkomster bortvejret en hel del pekuniære bekymringer for borgerne. Men ”den onde dag”, hvor problemerne synes at tilspidse sig, og ”døden”, definitiv, som den er, eksisterer dog fremdeles. 

Til det tør vi dog måske alligevel driste os til, med Ambrosius Stub, at sige: ”Når jeg kun i nåde står, uforsagt ihvor det går”. Uforsagte bliver vi jo nødt til at være på ”den onde dag”, hvis vi overhovedet ønsker at drive tilværelsens hjul fremad. Og i selve døden er det Stub'ske mantra om uforsagthed måske heller ikke den ringeste ballast, især ikke, hvis man kan dø i forvisningen om, at man ”i nåde står”.