Afhængigheden af noget der er større end os

Afhængigheden af noget der er større end os

Afhængigheden af noget der er større end os

# Præsteord

Afhængigheden af noget der er større end os

Vores nye konges ord fra balkonen d. 14. januar er blevet vendt og drejet i timerne og dagene efter. Og ikke mindst spørgsmålet om hans tro eller manglende tro har været genstand for mange kommentarer. Han sagde ikke Gud hverken i sin tale eller i sit kongeord – men han talte om afhængigheden af noget der er større end os. Er det det samme? Og er det nok at sige om sin tro? Det har været de underlæggende spørgsmål, der er blevet drøftet.

Nu synes jeg helt grundlæggende ikke, at man hverken kan eller skal forsøge at tage temperaturen på noget menneskes tro. Men som vort lands og vor kirkes nye overhoved er det alligevel forventeligt, at kongens første offentlige ord dissekeres og diskuteres. Og tankevækkende er det da, at Kong Frederik vælger at undlade at bruge ordet Gud, men alene taler om det som er større end os. For bevidst eller ubevidst kommer han til at gøre opmærksom på noget helt afgørende – nemlig det, at begrebet Gud aldrig er entydigt eller indlysende. Det dækker dybest set over ligeså mange billeder, som der er mennesker til.

Ingen har nogensinde set Gud, og derfor er der ingen af os mennesker, der ved hvad eller hvem eller hvordan Gud er. Vi kan kun forholde os til Gud i billeder. Så når vi siger Gud, så danner det forskellige billeder hos os alle. Og i den forstand bliver det faktisk mere præcist at tale om Gud, som noget der er større end os, selvom det umiddelbart lyder mere vagt og upræcist.

Bibelen er fyldt med meget forskellige billeder af Gud – Gud som en far, en konge, lys, en løve, kærlighed, en mor, en høne, ånd, et træ. Og der er mange forskellige tydninger af Guds væsen – Gud som kærlig, som almægtig, som fjern, som nær, som stærk, som vred, som straffende, som generøs, som nådig.

Hvilket billede er sandt? Hvilken tydning er sand? Ja det kan vi ikke vide, for vi kan ikke komme bagom Gud så og sige. Vi kan kun forholde os til Gud i tro – og det betyder at alt, hvad vi siger om Gud altid vil være usikkert og begrænset.

Samtidig har de stor indflydelse på vores liv. Derfor kan det være godt engang imellem at stille sig selv og hinanden spørgsmålet: hvad er det for en Gud, du tror på eller ikke tror på? For det får betydning for vores livsforståelse. 

I lignelsen om de betroede talenter, hører vi historien om en mand, der betror hele sin enorme formue til tre af sine tjenere. I sig selv er det jo en kæmpe tillidserklæring denne mand giver til disse tre tjenere. Han giver dem ingen anvisninger på, hvad de skal gøre med hans formue – stiller ingen krav til dem. Han rækker dem bare alt hvad han ejer og rejser afsted.

Lignelsen er Jesu billede på Himmeriget – på Gud der betror sine mennesker en kæmpe formue – livet, godheden, kærligheden – uden at stille krav – uden at give regler for, hvordan vi skal bruge denne værdifulde gave – uden at holde noget tilbage. Og hvad gør vi så med denne gave? Ja det afhænger af hvilket billede af Gud vi har. De to første tjenere har et billede på deres herre, som en gavmild mand der ingen smalle steder har, og derfor tøver de ikke med at sætte deres betroede midler i arbejde. Den tredje tjener derimod har et billede af sin herre som en hård mand, der vogter over sine tjenestefolk og er hurtig til at straffe, hvis de gør det mindste forkert. Så derfor gemmer han frygtsomt pengene væk, så han ikke risikerer at gøre noget galt.

På samme måde kan vi have et billede af Gud som kærligt og generøst vil os det allerbedste, og det billede kalder på tillid og mod – kalder os til at bruge vores talenter – kaste os ud i livet – vove at elske og sprede godhed i troen på, at uanset hvordan det går – både når vi fejler og når vi lykkes med vore øjeblikke – at så er vi elsket og favnet. Men vi kan også have et billede af Gud som en krævende og streng herre, der hele tiden holder øje med os og forlanger, at vi skal gøre alting perfekt for ellers falder hammeren over os. Det billede kalder på angst og en fortvivlende kamp for at være uangribelige, så vi ender med at grave vores talenter ned af frygt for alt det, der kan gå galt.

Den svenske sangskriver, Oscar Danielson, har med ét præcist og meget billeddannende ord beskrevet den frygtsomhed, som kan gribe den, der har fået ansvar betroet. Han kalder det ”cykelhjelmsfortræffelighed”. Og beskriver en mand, som, netop som den tredje tjener, er rystende bange for, at der skal ske hans betroede formue – som i sangens tilfælde er mandens familie – noget. Så han gør alt for at sikre, beskytte, passe på. 

Som en ansvarlig forælder her i vores skandinaviske velfærdsstat nu gør det. Han sørger for sikkerhedsseler, alarmer, økologisk grønt, apps, reflekser og hjelme. Men som han står der i sin ”cykelhjelmsfortræffelighed”, som Danielson siger, er noget alligevel galt. Helt galt. Der kan ikke ske nogen noget. Nej, der kan ikke ske noget. Og det er det, der er det forfærdelige. Intet sker. Frygten har overtaget. Frygten, der lammer. Og frygten, der gør blind.

Sådan kan vores billede på Gud gøre en kæmpe forskel for den måde, vi lever vores liv på. Det kan bygge os op og fylde os med grundlæggende tillid, så vi har lyst til og føler os forpligtet på at tage livtag med tilværelsen ude i det åbne rum sammen med hinanden, og det kan bryde os ned og fylde os med grundlæggende frygt og en lyst til at gemme os væk. Jesus peger med sin lignelse på et billede af Gud, som den der ingen smalle steder har – som har betroet os livet i al dets storhed og skønhed i fuld tillid til os med et løfte om, at uanset hvad der sker, så er vi aldrig alene, men altid elsket og accepteret.

I går fik jeg et konkret udtryk for, hvad sådan et gudsbillede gør ved os mennesker. Da jeg stod ovre i Sct. Pauls Kirke og oplevede mine og en hel masse andre konfirmander stå og synge Michael Jacksons sang: You are not alone, blev jeg dybt berørt. For mens de sang denne smukke og meningsfulde sang pegede de ud på deres forældre: You are not alone. Og forældrene pegede på dem: You are not alone. Og pludselig var der et øjeblik, hvor jeg tror de fleste af os kunne mærke, at det var sandt: vi er ikke alene – så lad os i tillid til giverens uendelige generøsitet og godhed bruge vores liv modigt og tillidsfuldt.
Amen.

- Vibeke Houmøller

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed