Livet er som en god og fuldkommen gave.

Livet er som en god og fuldkommen gave.

Livet er som en god og fuldkommen gave.

# Præsteord

Livet er som en god og fuldkommen gave.

Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.
Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. 
Om synd: at de ikke tror på mig. Om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere. Om dom: at denne verdens fyrste er dømt. 
Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.
Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 
Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«

4. s. e. Påske. 2023

Epistellæsningen fra alteret var skrevet af en mand ved navn Jakob med titel af apostel, der dog aldrig skulle have haft sit brev med i Det nye Testamente. For der er ikke ét eneste kristeligt ord i brevet. Aldrig nævner forfatteren Jesu navn, og intetsteds antydes, at Jesu person, ord eller gerning har betydning. 

Min gamle professor kaldte brevet for noget ’hø og hakkelse’.

Hvad der er Jakobs sigte, kan man vel kort betegne som: den ’gode moral’. Se, så skulle man jo tro, at disse dagens moralske ord fra Jakob passede som ’fod i hose’ på evangeliets tale om, at ”Helligånden skal overbevise om synd”. 

Og læser man hele Jakobs epistel, så har han jo også uendelig meget at sige om synder og grimme pletter. Der er da heller ikke tvivl om, at kirken som institution mestendels gik i Jakobs fodspor, når den talte om synd. 

Og det har ofte været de synder, der var fornøjelse ved eller som kostede penge - og det er i reglen det samme.

Eller som professor P.G. Lindhardt engang tørt bemærkede det: 

’Det er i hvert fald gået sådan, at det anses for mere kristeligt at kede sig end at more sig’!!

Joh, Jakob har bestemt ikke levet forgæves.

Men desværre for Jakob - og for kirken, ikke at forglemme - så taler evangeliet på ingen måde om moralske fejltrin eller unoder. Synd er noget ganske andet!

I evangeliet siger Kristus klart, at ’synd’ er: 

At ”de ikke tror på mig”.

At vi ikke tager ham på ordet. 

Altså ikke gør, som han siger. 

Samt at vi ikke tror ham, når han tilsiger os syndernes forladelse.

Det er, hvad synd i kristelig forstand er for noget - hverken mere eller mindre!!

Vi skal overbevises om synd, fordi vi ikke tror syndernes forladelse. 

For gjorde vi dét, ja så ville vor tilværelse se ganske anderledes ud. 

Så ville vort liv være betydeligt mere muntert - og virksomt. 

Måske er det just på grund af ’skriftestolen’, at katolikker synes at leve et noget mere gemytligt liv end vi protestanter.

Men vi kender det jo også fra vort daglige liv! 

Vi ved, at hvor noget er gået i stykker mellem mennesker, dér er der ofte ingen vej frem, førend tilgivelsen kommer imellem og renser ud. 

Apostlen Jakob havde dog ret i noget, nemlig i sine indledningsord: 

”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes far.” 

Livet er som en god og fuldkommen gave. 

I sig selv er livet godt, men de tilskikkelser, som vi får i tilværelsen - og som vi for øvrigt giver andre - gør, at modgangen og håbløsheden får en meget vigtig rolle. 

Så mærker man, at livet skal leves på trods af disse dystre vilkår.

Og så er det eneste sted, hvor ordet om livet som en fuldkommen gave erfares som troværdigt, just i forkyndelsen af ’syndernes forladelse’. 

Jakob - men nu en anden Jakob, nemlig med efternavnet Knudsen - siger det med linjerne: 

”Takke ham at morgenen mig end er sød,

at mig dagen fryder trods synd 

og død”.

I dette ”trods” ligger såmænd hele evangeliet. 

Synd og død er bestemt ikke noget, vi får et fredeligt forhold til efterhånden som livets dage bliver færre. Måske endda tværtimod. 

Men tror vi ordet om ’syndernes forladelse’, så er det just det eneste, der kan give os livet tilbage, og gøre det muligt for os at glæde os over livet og tilværelsen - trods synden og døden. 

Og når så heller ikke dét går, ja så er evangeliet endnu mere! 

”Når Jesu tro er al min trøst”, som der står i en salme. 

Hans tro, hans trofasthed, ja den holder til både synd og død - også når vi mister, og ikke rigtigt kan tro ordet om syndernes forladelse.

Det er dén trofasthed, vi er nødt til at leve på. 

Ja, den eneste trofasthed, der, i bogstaveligste forstand, består - trods alt.

AMEN

- Henrik Hansen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed