Sand faste er ikke en religiøs slankekur

Sand faste er ikke en religiøs slankekur

Sand faste er ikke en religiøs slankekur

# Præsteord

Sand faste er ikke en religiøs slankekur

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. 

Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. 

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« 

Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. 

Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« 

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« 

Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« 

Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. 

Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. 

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Midfaste 2023

Mennesker i vor tid har det ofte svært med Jesu undere. 

Det skyldes naturligvis, at vi - siden oplysningstiden - er blevet opdraget til at sætte fornuften i højsædet. 

Og det er jo ganske udmærket, for hvordan kan man da også - med sin forstand i behold - holde det for sandt, at det er muligt at bespise 5000 mennesker - halvdelen af indbyggerne i Skt. Lukas sogn - med sølle 5 brød og 2 fisk. 

Og ikke nok med det, for bespisningsunderet her er jo som bekendt langt fra det eneste under i Jesu liv. 

Kort før dagens undergerning fortælles det, hvordan Jesus spadserede rundt ude på vandet. 

Og i hver ende af hans liv var der to endnu større underværker placeret: ”jomfrufødslen og opstandelsen”.

Joh, vi har det svært med Jesu undere. 

Noget, der dog for os ikke burde være tilfældet. 

Vi, der bruger ordet ”under-ligt”, som jo ordret betyder, at noget er ”lig med et under”, må da vide, hvad det betyder. 

Men hvad er et ’under’ så egentligt for noget. 

Et ”under” karakteriseres ofte som noget uforståeligt. 

Noget vi ikke kan forklare. 

Men det er der jo så meget, der ikke kan, så den vej går ikke.

Jamen hvorfor så ikke bare lade ’underet’ stå der, som det er, nemlig som noget vor forstand ikke magter.

Er det virkelig nødvendigt, at vor forstand skal forstå alt.

Er der dog ikke plads til noget i vort liv, der ikke bare er uforståeligt, men også ubegribeligt.

Kærligheden som det mest klare eksempel. 

Det er da et - ja, ubeskriveligt - under, når man står med et nyfødt barn i sine arme eller som nyforelsket sidder og tænker på sin kæreste. 

Og så blot denne pudsighed: det er dog tankevækkende, at det er alt dét, der virkelig betyder noget for en, netop det er utilgængeligt for fornuften.

Dertil kommer så det væsentlige, at næsten alle dé undere, Jesus udførte, ikke kun havde til grund at være uforklarlige. 

Det var ikke for at vise, hvor dygtig en troldmand han var.

Nej, der lå altid en dybere betragtning bag dem. 

Underets hændelse skal nemlig ikke forstås ud fra sig selv, men altid hvad det peger hen på.

Jesu undere peger væk fra sig selv - og hen mod Gud. 

Dagens tekst fortæller om en - i egentligste forstand - ”under-fuld” gerning. 

Den fortæller om dén kærlighed, der kom til syne i skikkelse af ham, der ”tog brødene, takkede og delte dem ud”. 

Kærlighed er jo først ægte kærlighed, når man giver den videre og deler den med andre. 

Det er først, når vi viser, hvor meget vi holder af andre, at vi - og vore omgivelser - mærker, hvordan livet lykkes.

Når vi ofrer os for vore nærmeste og lader dem erfare, at intet er vigtigere end netop dem.

Når Jesus på det tidspunkt udførte sit under, så var det jo ikke kun for at mætte et anseeligt antal sultne mennesker. 

Nej, det var ligeså meget for at vise, at det kun er ved at dele med andre, at livet lykkes.

Og hvad kan vi så bruge denne beretning og ham til. 

Har det i det hele taget nogen betydning, at eller om der fandt et under sted dén dag på græssletten. 

Ja, i højeste grad, for han holdt ikke op med at dele ud. 

Dengang delte han 5 stykker brød og 2 fisk ud. 

Senere skulle han dele sig selv ud.

Skærtorsdagsaften!

Ordene: ”Jesus tog brødene, takkede og delte dem ud…” sigter helt klart til nadvermåltidet både dengang og nu. 

Ved dén begivenhed giver han sig selv helt og fuldt. 

På ”under-lig” vis, ganske vist, ja bestemt, men dog sig selv.

Hvad enten vi tror bespisningsunderet eller ej, så forkynder det dog, at dét rige, Jesus bragte, ikke er et fremmed, fascinerende drømmerige ’med gammen i gyldne sale’, men er dén kærlighed, der hører hjemme i din dagligdag. 

Her og nu! 

Det er dén kærlighed, der udleverer sig, så den ender på et kors. 

Vi kender den så udmærket, for det er jo just dén kærlighed, vi så tit svigter. 

Men det gjorde - og gør - han ikke. 

Dét er, hvad denne søndags fasteevangelium vil sige. 

For os står så tilbage at gå ud og praktisere fasten.

Men tøv lige en kende, for det er ikke diverse religiøse slankekure, der er tale om!

Nej, sand faste er at give afkald, men vel at mærke for at dele med andre. 

Og dét i sig selv kan let vise sig at være just: ’et under’!

Amen

- Henrik Hansen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed