Henrik Hansens prædiken til fastelavnssøndag.

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde:

- ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?”

Men Jesus svarede ham:

- ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.”

Så føjede han ham.

Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene:

- ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Engang gav man ved den teologiske embedseksamen spørgsmålet: "Var Jesus kristen?"

Det kan måske lyde som lidt af en spidsfindighed - helt på linje med det middelalderlige spørgsmål: "hvor mange engle kan der stå på et knappenålshoved?" - men der ligger alligevel noget væsentligt i spørgsmålet. 

For hvordan afgøres det, om man er kristen eller ej? Ja, nogle kommer med dét forslag, at man skal leve som Bibelen siger. Spørgsmålet er så, hvad dét overhovedet betyder. Er det fx at opføre sig anstændigt og så ellers at gå jævnligt i kirke? 

Næppe.

Andre igen mener, at man skal være troende. Og det kan der naturligvis være noget om. Blot skal man passe gevaldig på, for her er isen endog meget tynd. 

For hele tiden består nemlig dén fare, at man blander 'tro' og 'tros-lære' sammen.

Og kan man ikke holde tungen lige i munden og undgå at blande de to begreber, ja så falder man med en vis ’grise-berider Peter Mathisen gennem isen’.

Og kirken har endda selv skubbet på. 

Det ene øjeblik er det dogmatiske udsagn som fx dåbsritualet, præsterne kaster sig over. Andre gange er det nadveren eller Helligånden med Treenigheden osv.

Personlig tror jeg nu, at Jesus kun meget lidt gik op i teologiske læresætninger.

Ja, det eneste - i mine øjne -der virkelig gjaldt for ham var sætningen: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig". 

Men selv det strides teologer naturligvis om.

At være kristen er heller ikke dén tese, der ellers er så populær i vore dage. Den, der siger, at blot man tager sig af sin næste, så er man kristen. Men det er at forveksle humanisme og kristendom, som i bund og grund er to opfattelser, der overhovedet ikke kan forenes - selvom flere lærde ihærdigt påstår det! Humanismen fremhæver mennesket, mens kristendommen sætter Gud som Jesu Kristi far i centrum. 

Nej, det er noget helt andet, der kvalificerer en til at kalde sig kristen, nemlig: dåben, som den sker i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn! 

Og er det kravet - for nu at vende tilbage til det indledende spørgsmål - ja så var Jesus ikke ‘kristen’, da han jo ’kun’ blev døbt med fætter ’Johannes-dåben’!

Men kristen eller ej, så erklærede Gud alligevel med sine ord: 

"Dette er min elskede søn; i ham har jeg fundet velbehag." 

Altså: at han offentligt sagde god for Jesus.

Men hvordan forholdt det sig så med dét livsforløb, Jesus af Nazareth fik?

Ja, i evangelierne læser vi, at han bestemt ikke vandt menneskelig succes. Vennerne forlod ham, da det virkelig gjaldt.

Én kammerat forrådte ham. En anden nærtstående ven nægtede overhovedet at have kendt ham.

Jesus blev henrettet mellem et par gemene skurke.

Ikke desto mindre siger Gud, at: 

"i Jesus har han velbehag." 

Men se, det betyder jo så også, at Gud kan se en meget dybere mening med hver enkelt menneskeskæbne, end vi kan. Og når det forholder sig på dén måde, så er det ikke tilladt for os at rette på dét, der har hans velbehag. 

For ordene: "Du er mit elskede barn", er sagt til hver enkelt af os, da vi blev døbt.

Men kristen dåb eller ej, så skal vi naturligvis altid agte ethvert menneske, fordi det er et Guds barn. Desværre er denne agtelse ved at forsvinde i vort samfund, fordi den tekniske og - ikke mindst - den reklamedominerende tid fører et andet og mere truende menneskesyn med sig, end vi er vant til. 

Det enkelte menneske betragtes nærmest kun som et produkt eller en forbrugsvare, der duer en tid, for så derefter at smides bort.

Men har man ikke indstillingen, at den enkelte i sig selv er uvurderlig, ja så fører det hele kun til tyranni og behandlersyge.

Se, over for dette moderne gudløse menneskesyn står så dåbens ord: at ethvert menneske er en uigennemskuelig gåde. Ja, den gamle Grundtvig kaldte det såmænd et "guddommeligt eksperiment af støv og ånd". 

Ved sin dåb foldede Jesus livet ud for os som en gave. Ikke et nyt og frommere liv. Ikke et liv i morgen, når vi måtte være forbedrede. Nej, men just dette liv, som vi lever det her og nu med dets mangler, dets skyld og dets svigten. 

For Gud holder af os, som vi er. Dåben forandrer os ikke.

Vi bliver ikke bedre mennesker af at være døbte - desværre!

At blive døbt er at få lov til at være præcis dén, man er og dog være elsket af Gud. 

Som døbte får vi tilligemed vore liv givet på helt nye vilkår. 

Og just heri adskiller kristendommen sig fra alt andet.

Og de nye vilkår er på tilgivelsens betingelser: tilgivelsen dels som en gave og dels som en opgave. 

Som Guds gave til os, og som opgaven for os, så vi - når den nu lykkeligvis gælder for os - så også som noget naturligt skal lade den gælde de andre.

Da Kristus blev døbt, åbnedes himmelen ikke kun over ham, men også over os - over dig! 

Han bandt sig til vor død, for at vi skal bindes til hans opstandelse.

Ja, han har med kærlighedens bånd bundet sig sådan til os, at han kan være med os alle dage. 

Ja, såmænd endnu længere, lige indtil opstandelsen finder sted!! 

Og han har bundet sig med ordene, der siger: 

"Du - netop dig den enkelte, der sidder dernede - er mit elskede barn. 

Just i dig har jeg fundet velbehag."

AMEN

- Henrik Hansen