02/07/2024 0 Kommentarer
Gud har del i min livshistorie
Gud har del i min livshistorie
# Præsteord
Gud har del i min livshistorie
Henrik Hansens prædiken til Septuagesima
Jesus sagde:
- ”Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem:
Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til.
De gik derhen.
Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme.
Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem:
Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?
De svarede ham:
Fordi ingen har lejet os.
Han sagde til dem:
Gå I også hen i min vingård.
Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter:
Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første.
Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar.
Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde:
De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.
Men han sagde til en af dem:
Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”
Der er to sætninger her i dagens tekst, der er ganske vigtige. Den ene er vingårdsejerens replik: ”…har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med dét, der er mit”.
Den anden er hans fortsættelse, der ender med det skarpe og borende spørgsmål: ”…er dit øje ondt, fordi jeg er god”.
Eller sagt med andre ord, så handler teksten om misundelse.
At man ikke under de andre noget, som man ikke selv har.
Og det er jo en velkendt og hjemmevant følelse blandt os alle.
’Misundelsens orm’ har gnavet lystigt og uforstyrret i menneskene siden den i tidernes morgen var en slange, der fristede Eva. Eller om man vil, da en abekat i Afrika for små 2 millioner år siden besluttede sig for at kravle ned fra træerne for at gå rundt i Afrika under benævnelsen ’homo erectus’ - ’det oprejste menneske’.
Misundelsen ses allerede i børneværelset. Her vogter ungerne nidkært over, at de andre børn ikke får mere end de selv.
Og det fortsætter troligt gennem hele voksentilværelsen - enhver herinde kan snildt finde eksempler fra eget liv - det behøver vist ikke at tage lang tid!
Men se, i Guds - i Jesu - øjne er misundelse en synd af den helt grove kaliber. Derfor er det ikke underligt, at man i gamle dage kaldte den en af de syv dødssynder. Just fordi man jo med misundelse sætter spørgsmålstegn ved selve dét liv, man nu har fået. Om det er tilstrækkeligt. Om det er godt nok. Og det er det øjensynligt ikke, for der mangler åbenbart noget, som de andre har.
Men ret beset, hvor vover vi at se ondt til andre, fordi de besidder noget, vi gerne vil have.
Nej, i stedet burde vi vise ydmyghed overfor dén tilværelse, vi har fået del i.
Være taknemmelige over, at eksistensen overhovedet er blevet givet os - hvad bestemt ikke er en selvfølge.
Og så ikke glemme, at det kan slutte, hvornår det skal være.
Nej, men vi har det nu.
Derfor skal vi naturligvis gøre alt, for at få så meget godt ud af det som muligt. Der skal ikke sjuskes eller laves løjer med det. For når selveste Gud har del i min livshistorie, så skal livet tages alvorligt.
Ikke så meget for egen vindings skyld, nej men til gavn for ens omgivelser - og det vil sige først og fremmest ens kære.
Og drivkraften bag det alt sammen skal være taknemmeligheden over i det hele taget at have fået muligheden for at udvikle livet.
Ja, just taknemmeligheden skal være drivkraften - og altså ikke misundelsen - over andres ’medgang’.
Alligevel kommer den ækle misundelse gang på gang op i os, fordi vi syntes, at Guds godhed mod os er mindre værd, når han også samtidigt tillader sig at være god mod de andre.
Men straks lyner og lyder det ubehagelige spørgsmål: ”…er du ond, fordi jeg er god.”
Og vil du ikke besvare spørgsmålet, ja skal han såmænd nok selv gøre det for dig.
Nemlig ved at sige: ’…vist skal du da have den fulde dagløn - ingen tvivl om den sag - men det skal de andre så sandelig også. Og jeg har kun et at give, nemlig: den ene og samme nåde’.
Nåde!
Ja, det er just det forløsende og livgivende ord for os, der ligger under for misundelsen. Nåde er nemlig, at jeg - i dén situation jeg nu engang befinder mig i, og i dét liv jeg lever - af Gud erklæres for ’god nok’.
Nåde er, at jeg har nok - og kan udvikle og forbedre tilværelsen til gavn for mine nærmeste.
Og bedre indhold kan et liv vel retteligen ikke have.
Eller sådan burde det være, for vi vil jo ikke stille os tilfreds. Vi lader stadig misundelsens orm gnave lystigt videre. Men kan så hænde, at vi måske til sidst alligevel bliver nødt til at klynge os til ordene og bede om, at de også gælder os:
- ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med dét, der er mit.”
For mit liv er jo dybest set Guds historie. Og netop fordi han jo om nogen véd - med Paulus’ ord fra den velkendte ’kærlighedens højsang’ - at netop ’kærligheden ikke søger sit eget’, at ’kærligheden ikke misunder’, ja, så kan vi holde det for vist, at han - når det gælder os - ’lader nåden gå i stedet for retten’.
Dén nåde, som langfredagens kors og påskemorgens tomme grav forkynder.
Større gives det ikke.
Ja, men så er misundelsens orm jo også gjort til intet.
AMEN
- Henrik Hansen
Kommentarer