Skt. Lukas Kirke er en stor bykirke midt på Frederiksbjerg i Aarhus.
Der er højt til loftet – både i fysisk forstand i det smukke, lyse kirkerum med en helt fantastisk akustik – men også i den forstand, at der gennem masser af forskellige gudstjenester og aktiviteter i både kirke og sognehus er plads til store og små, gudstjenestevante og søgende, stilhed og fest, traditioner og nytænkning, mange og få.
Kirken er åben for enhver, der søger Gud og søger fællesskabet om troen på Gud. Men kirken er også åben for den, der stiller spørgsmål ved kristendommen, eller som måske slet ikke har noget bevidst forhold til kirken, men blot dumper ind, inviteres til en dåb eller kommer for at høre noget dejligt musik. Man behøver ikke at bo i Sankt Lukas Sogn eller have nogen anden tilknytning for at benytte sig af kirken og dens tilbud. Alle er velkomne.
Kirken er åben på alle hverdage mellem kl. 9 og 13 med indgang gennem sognehuset. Der er højmesse hver søndag kl. 10.