I maj var der folkemøde i Ribe, der fejrede 1200- året for ankomsten af Nordens apostel, Ansgar. I 826 indledte han sin mission i Norden, begyndende blandt danerne. Hans missionsvirksomhed var med til at gøre Danmark til et kristent land. Ansgar var en ganske ung munk, da han kom til Danmark – blot 25 år gammel – og det er vildt at tænke på, hvordan han i så ung en alder har påtaget sig en så stor opgave som at drage til fremmed land med en fremmed religion for at missionere for kristendommen. Det må have krævet mod og ikke mindst en stærk overbevisning om, at han bar på en sandhed, som det var livsafgørende for danskerne at høre om.

Og netop den stærke overbevisning er central for al missionsvirksomhed. Det ligger som et grund-udgangspunkt for det at være missionær, at man har en klar forestilling om, hvad der er sandt og godt, og at man er villig til at gå langt for at udbrede den. Jeg er selv vokset op på en missionsstation i Nigeria og særligt de første missionærer, der kom dertil for over 100 år siden, gik tydeligvis i fodsporene på Ansgar – modige og resolutte og sikre på, at de kom med sandheden og var parate til at forandre en hel kultur for denne sandheds skyld – men også deres efterfølgere stod i samme tradition og måtte forfægte en klar overbevisning om, hvad kernen i tilværelsen handlede om. Og det gælder missionsvirksomhed alle mulige andre steder også – i Asien, Sydamerika, Grønland. 

Og nok fejrer vi Ansgar i disse dage – og nok er der grund til at være taknemmelig for, at vi har fået del i det kristne budskab, og har en kirke der danner ramme om menneskers møde med Gud – men vi må også erkende, at det ikke altid har været uproblematisk. Film som The Mission og Peter Elsass’ dokumentar: Jorden er vores mor – har været med til at kaste lys på bagsiden af missionsarbejdet – der hvor overbevisning bliver til magtudøvelse og undertrykkelse af anden kultur og religion – der hvor en herremands-mentalitet kommer iklædt præstekjoler og fromme ord – der hvor næstekærlighed og godhed ofres for dogmer og institutioner.

Den bibeltekst, som nok har dannet grund for al missionsvirksomhed, er  Matthæusevangeliet 28,16-20, hvor disciplene mødes med Jesus i Galilæa, og han siger til dem: 

“Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« 

Vi kalder den ofte for dåbsbefalingen – derfor hører den med ved enhver dåb – men den kaldes også for missionsbefalingen, fordi den udtrykker et krav kunne man sige fra Jesus til hans følgere – en sendelse ud i verden for at gøre alle mennesker til hans disciple ved at døbe dem og videregive dem alt det som Jesus stod for.

Og det kan synes helt ligetil. Som kristen er man forpligtet på at udbrede den kristne tro, døbe mennesker og undervise dem i Jesu lære. Det var de ord som sendte Ansgar af sted – det var de ord, som sendte mine forældre afsted – det er de ord som igen og igen tages op som et konkret kald til præster og alle andre som er engageret i kirken – det er de ord, som nogle danske politikere i den senere tid har kritiseret Folkekirken for at svigte, og som de har krævet at især Folkekirkens præster skal besinde sig på. 

Men 2000 års erfaring viser, at ordene fra Mattæusevangeliet er alt andet end ligetil at efterleve. For hvad vil det sige at være discipel af Jesus – hvad skal et menneske gøre helt konkret for at leve op til den status – hvordan skal ens tilværelse se ud – hvilke normer gælder? Er det nok at blive døbt eller skal det føre til en bestemt overbevisning og en bestemt livsførelse – skal man gå i kirke og bede bordbøn og aftenbøn – og kan man være discipel uden at være døbt? Og hvad skal man gøre for at få et andet menneske til at omvende sig – skal man true – eller lokke – bruge magt eller føre en bestemt politisk agenda? Og hvad består Jesu lære af – hvad var helt konkret hans anvisninger på et liv i troen på Gud – hvilket billede på Gud havde han – er der nogen der går fortabt eller frelses alle?

Spørgsmålene står i kø, og det må de nødvendigvis gøre, tænker jeg, fordi vi har med tro at gøre og ikke med viden. Der findes ikke endegyldige svar på alle disse spørgsmål, fordi de udgår fra en tro på noget, som er ubeskriveligt og uforståeligt og ubegribeligt. Gud har ingen nogensinde set – ingen ved med sikkerhed noget om Gud – Gud kan man kun forholde sig til ydmygt og bævende, for ellers gør man Gud lille og tager magten fra Gud. Derfor må der også være indbygget et dilemma i al missionsvirksomhed – længslen efter at dele sin tro og overbevisning, sat over for troens grund-DNA, at det ikke er muligt at finde frem til Sandheden med stort S, fordi Gud unddrager sig vores fornuft og kontrol.

Og det tankevækkende er, at det dilemma faktisk er med i teksten fra Mattæusevangeliet. Nogle af disciplene tvivlede, står der – tvivlen er altså med hos de 11 mennesker som overdrages det første ansvar for at følge i Jesu fodspor – og det uden at det bebrejdes dem eller overhovedet italesættes som et problem. Dernæst siger Jesus: Mig er givet al magt – altså udleveres der ikke magt til disciplene, når de skal missionere – magten ligger alene hos Gud. Og endelig afsluttes teksten med ordene: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det er et løfte, der gives betingelsesløst. Der står ikke, at hvis de opfylder en bestemt kvote – hvis de gør sådan og sådan – så vil de have den opstandnes nærvær med sig. Nej – det er en blankocheck, der gives – uanset alle omstændigheder og tider og steder, så har vi følgeskab af den Gud, der har al magt og al kærlighed.

Kaldet til mission er et modsætningsfyldt kald fordi det er et kald til handling på baggrund af en længsel og en overbevisning og et ansvar for andre mennesker, og det er samtidig et kald til åbenhed og rummelighed og usikkerhed på baggrund af troens vilkår og en tillid til Guds magt i verden. Men at det er svært og dilemmafyldt, betyder ikke at vi skal holde op med at missionere – gå, siger Jesus – gå ud i dit liv – del godheden og kærligheden, troen og tvivlen, alle dine længsler – del dem med de andre – men gør det ydmygt og åbent – giv altid Gud æren, og vid at Gud altid er med dig uanset hvad. 

Amen.

- Præst Vibeke Houmøller