Nye tider

Nye tider

Nye tider

# Nyheder

Nye tider

Ny biskop, ny regering, ny kirkeminister, nyt ministerium, nye tider? Hu hej, hvor går det hurtigt, og vi skal forholde os til det hele.

Der rejser sig flere spørgsmål: skal vi have nye arbejdsgange, hvor skal vægten lægges, og hvad skal vi særligt lægge mærke til? Men uanset hvad, så er folkekirkens kerneydelse og hovedopgave stadig at forkynde evangeliet rent og purt. Mens vi hver dag gør os klart, at vi skriver 2026.

Der er allerede nye tider her i Domprovstiet, for i Kannikegade ligger nu ”Folkekirkens Sociale Arbejde”. Sekretariatet har to dygtige medarbejdere. Vi har allerede haft besøg af dem i forbindelse med vores beredskabsplan. Og nu har Kirsten Leth og jeg en aftale, fordi vi gerne vil have gode råd om at skaffe både frivillige til forskelligt, men også frivillige besøgsvenner. Det bliver der mere nyt om.

Mon ikke det er ved at være en kendt sag, at Menighedsplejen har fået ny bestyrelse? Vi havde en slags generalprøve forleden, da vi for 22. gang havde indbudt ”Det Blå Sted” til den traditionelle sommerfest. Det er den dejligste aften, som altid begynder med en kort gudstjeneste med altergang. I år blev det mageløst, for Kvindehuset havde henvendt sig til Vibeke Houmøller, om de ikke også måtte deltage i festen. Og der var da ikke noget, de hellere måtte. Og hvilken aften blev det? Skøn!

Vi var samlet 14 nationaliteter fra alle steder i verden. Kvindehuset er et mødested for kvinder af anden etnisk herkomst, der mødes for at lære dansk, strikke, sy, lave mad og fortælle livshistorier i et godt fællesskab. Så nu er Kvindehuset så også med i fællesskabet i Skt. Lukas Kirke. Og hjertelig velkommen skal de være i en værdifuld tradition. 

Da vi havde ryddet den sidste tallerken op, var det helt svært at gå hjem, så dejlig var den stemning vi alle var i. Endnu en dør var åbnet ind i Lukas.

Jeg har tidligere fortalt om vores Visionsdag den 24. januar i år. Nu har et lille udvalg af både medarbejdere og menighedsråd påtaget sig at samle og strukturere alle de tanker og ønsker, der blev samlet på dagen, så de kan blive ført ud i livet. 

I Aarhus Domprovsti har vi også besluttet en fælles visionsdag. Men allerede nu har vi besluttet at sætte fokus på dåb, men også at være særligt opmærksomme på de 20-29årige.

Til Salmesangsmaraton er vi nu nået gennem hele den autoriserede salmebog. Vi har sunget alle 791 salmer, og det har taget 7 år inklusive Corona-pausen. Vi stopper heldigvis ikke, for gennem den næste tid tager vi fat på nyudgivelsen "151 salmer”. Vi kan sagtens være mange flere, så kom og vær med. Næste gang er i september.

Vores budget for 2027 er godkendt i MR. Det er altid værd at huske, at et budget er et arbejdsredskab, der kan ændre sig gennem hele året. Uforudsete udgifter kan dukke op. Denne her gang har vi haft et ønske om, bare i det små, at bygge en reserve op. Det kalder vi i kirken for ”Frie midler”. Budgettet skal vi bl.a. fortælle om, når vi på onsdag, kirkeværgen, kassereren, Martin Bendixen Rønkilde og jeg er inviteret til dialogmøde med provstiudvalget. Det bliver alle MR årligt. Vi skal også fortælle om, at vi skal have repareret tårnet og have nyt tag indenfor en 4-års horisont. Og i sommer moderniserer vi sognehus-køkkenet og sætter mere varme på kirkerummet.

Så myten om, at det er kedeligt at sidde i menighedsråd, er hermed aflivet. Rigtig, rigtig god sommer, og på glædeligt gensyn i Skt. Lukas Kirke til det hele.

- Formand for Menighedsrådet Karen Haugstrup

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed