Livligt og frugtbart

Livligt og frugtbart

Livligt og frugtbart

# Nyheder

Livligt og frugtbart

På MR-mødet forleden var der mange ”store” emner på dagsordenen. Først var vores organist, Vibeke Astner inviteret til at fortælle om sin arbejdshverdag. Jeg tror de fleste af os blev forbavsede over, hvor mange aspekter af musikken, der skal passes og passe sammen, når vi sidder midt i nydelsen i kirken. Vibeke kan det hele; hun fik sit første lønnede organistarbejde som 13årig. 

På næste MR-møde inviteres en ny medarbejder til at fortælle om sit arbejde. 

Inger Marie Thuesen var også inviteret. Hun sidder i Kannikegade og fører, sammen med en kollega, regnskaberne for domprovstiets 8 kirker. Inger Marie gennemgik årsregnskabet for 2024. Vi kommer ud med et kæmpestort underskud, 1,6 millioner Ikke pga. ødselhed, men fordi det grønne stiftslån på 2 millioner, vi har fået bevilget til dækning af varmerenoveringen, og ikke mindst til dækning af de udgifter asbestangrebet har medført, først er blevet frigivet i 2025. Så vi vidste det godt og der er håb forude. 

Vi har besluttet at afsætte en halv time på hvert MR-møde til en debat om et aktuelt emne. I aftes var det visioner. Når et menighedsråd sender årsregnskabet til godkendelse hos provsti og revisor, skal der altid en erklæring til regnskabet med. Visioner for fire år kunne vi naturligvis ikke klare på en halv time, så vi planlægger en hel eller halv dag med både personale og menighed. Det kommer der mere om. Men hvis nogen har en god ide, modtages den altid med stor tak.

Vi har fået en henvendelse fra Vejen Kunstmuseum. Sammen med Øregaard Museum forbereder de en ART DECO udstilling i 2025-2026. Lukaskirkens arkitekt Kaj Gottlob spillede en stor rolle i mellemkrigstidens formgivning. Museerne vil gerne låne noget af kirkens inventar til udstillingen. Vi besluttede at udlåne to stole, et lille bord og den 7-armede lysestage i noget af udstillingsperioden. Vi skal jo fejre kirkens 100-års jubilæum i næste marts. Alle sejl skal sættes til, så da skal tingene være retur. 

Vi er allerede begyndt at glæde os til de to TV-transmitterede gudstjenester til jul. Den ene juleaften og den anden 1. juledag. Det skal planlægges ned til mindste detalje, så derfor begyndes arbejdet i god tid. Derfor var det også et emne på dagsordenen. Det blev et langt men godt møde. 

Tak for en hyggelig 99-års fødselsdag forleden. Det er dejligt at være menighedsråd ved Skt. Lukas Kirke.

PS. Husk at menighedsrådsmøder er offentlige.

Karen Haugstrup

Formand for Menighedsrådet

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed