02/07/2024 0 Kommentarer
Indsamling: Kirken har akut brug for et nyt flygel!
Indsamling: Kirken har akut brug for et nyt flygel!
# Nyheder

Indsamling: Kirken har akut brug for et nyt flygel!
Sankt Lukas Kirke har akut behov for et nyt flygel, da det, der i øjeblikket står i kirkerummet (Hornung & Møller 1925), er slidt helt ned i mekanik og strenge. Derfor klinger det ikke godt og holder stemningen meget dårligt. En hovedreparation kan ifølge fagfolk ikke betale sig. Dertil kommer, at dets størrelse (160 cm) gør, at det ikke kan "spille kirken op".
Sankt Lukas Kirke er Aarhus' næststørste kirke med 500 siddepladser, og dens akustik gør den til et af byens allerbedste musikrum. Af samme grund danner kirkerummet rammen for adskillige CD-optagelser.
I kirken foregår hvert år omkring 30-35 koncerter med solister, ensembler, kor og orkestre, hvoraf adskillige kræver medvirken af et flygel. Da vi ikke har et ordentligt instrument, har vi i de senere år været nødsaget til at give afkald på koncerter med klaversolister, hvilket er meget ærgerligt.
EN GOD KONCERTSAL KRÆVER ET GODT FLYGEL
Udover koncerterne har vi mange musikgudstjenester og andre kirkelige arrangementer, der kræver medvirken af et godt flygel. Vi søger derfor støtte til indkøb af et flygel af mærket "Bösendorfer", som er et af verdens førende, da vi ønsker et instrument med ubestridelig klanglige og tekniske kvaliteter og af en størrelse (225cm), der gør det egnet til at fylde det store kirkerum med klang.
Se en video af vores drømmeflygel på besøg i kirken, sammen med verdensstjernen Valentina Lisitsa.
Vi er så heldige allerede at have modtaget en pæn fondsstøtte, men mangler fortsat en del midler.
Vi vil derfor ved nogle gudstjenester i kirken samt ved koncerter og foredrag i kirken og kirkens øvrige lokaler, arrangeret af Menighedsrådet, samle ind til det ønskede flygel.
INDSAMLING: En af kirkens indsamlingsbøsser i forhallen vil derfor blive anvendt til flygelindsamlingen, ligesom man via MobilePay kan bidrage ved at sende til 2966 6165, Mrk. "Flygel".
Kommentarer