02/07/2024 0 Kommentarer
Du er mit elskede barn
Du er mit elskede barn
# Præsteord

Du er mit elskede barn
Inden for den Danske Folkekirke er der for tiden en diskussion om, hvorvidt man skal have et nyt dåbsritual.
Og stridens inderste kerne er spørgsmålet: Hvornår bliver man "et Guds barn"?
De, der ikke vil have et nyt, mener, at man bliver et Guds barn i dåben, som det nuværende ritual lyder. Hvorimod vi andre er af den mening, at det sker i skabelsen - sådan at alle mennesker i kraft af fødslen er Guds børn.
Hvad der sker i dåben er så, at man bliver et kristent menneske.
Jamen, hvordan afgøres det egentligt, om man er kristen eller ej.
Ja, nogle kommer med dét forslag, at man skal leve som Bibelen siger.
Spørgsmålet er så bare, hvad dét vil sige.
Er det fx at opføre sig anstændigt og så ellers at gå jævnligt i kirke?
Næppe.
Andre igen mener, at man skal være troende.
Og det kan der naturligvis være noget om.
Blot skal man passe på, for her er isen endog meget tynd.
For hele tiden består nemlig dén fare, at man blander tro og tros-lære sammen.
Og kan man ikke holde tungen lige i munden og undgå at blande disse to begreber, ja så falder man med en vis griseberider Peter Mathisen gennem isen.
At være kristen er heller ikke dén tese, der ellers er så populær i vore dage. Den, der siger, at blot man tager sig af sin næste, så er man kristen. Men det er at forveksle humanisme og kristendom, som i bund og grund er to opfattelser, der overhovedet ikke kan forenes - selvom flere lærde påstår det! Humanismen fremhæver mennesket, mens kristendommen sætter Gud som Jesu Kristi far i centrum.
Nej, det er noget helt andet, der kvalificerer en til at kalde sig kristen, nemlig: dåben, som den sker i "Faderens, Sønnens og Helligåndens navn"!
Og er dét kravet, ja så var Jesus jo ikke kristen, da han jo kun blev døbt med fætter Johannes-dåben!
Men kristen eller ej, ja så erklærede Gud med sine ord: "Dette er min elskede søn; i ham har jeg fundet velbehag".
Altså: at han offentligt sagde god for Jesus.
Men hvordan forholdt det sig så med det livsforløb, Jesus af Nazareth fik.
Ja, i evangelierne læser vi, at han bestemt ikke vandt menneskelig succes. Vennerne forlod ham, da det gjaldt. En kammerat forrådte ham. En anden nægtede overhovedet at have kendt ham.
Jesus blev henrettet mellem et par gemene skurke. Men ikke desto mindre siger Gud, at: "netop i Jesus har han velbehag".
Men det betyder jo så også, at Gud kan se en meget dybere mening med hver enkelt menneskeskæbne end vi kan. Og når det forholder sig på dén måde, så er det ikke tilladt for os at rette på dét, der har hans velbehag.
For ordene: "Du er mit elskede barn", er sagt til hver enkelt af os, da vi blev døbt. Men kristen dåb eller ej, så skal vi altid agte ethvert menneske, fordi det er en Guds skabning. Desværre er denne agtelse ved at forsvinde i vort samfund, fordi den tekniske og - ikke mindst - den reklamedominerende tid fører et andet menneskesyn med sig, end vi er vant til. Det enkelte menneske er i sig selv ikke længere noget særligt. Det betragtes kun som et produkt eller en forbrugsvare, der duer en tid, og så ellers smides bort. Men har man ikke indstillingen, at den enkelte i sig selv er uvurderlig, ja så fører det hele kun til tyranni og behandlersyge.
Se over for dette moderne gudløse menneskesyn står så dåbens ord: at hvert menneske er en uigennemskuelig gåde.
Ja, Grundtvig kaldte det såmænd et "guddommeligt eksperiment af støv og ånd".
Ved sin dåb foldede Jesus livet ud for os som en gave. Ikke et nyt og frommere liv. Ikke et liv i morgen, når vi måtte være forbedrede. Nej, men just dette liv, som vi lever det med dets mangler, dets skyld og dets svigten. For Gud holder af os, som vi er.
Dåben forandrer os ikke. Vi bliver ikke bedre mennesker af at være døbte - desværre! At blive døbt er at få lov til at være præcis dén, man er og dog være elsket af Gud.
Som døbte får vi dog også vore liv givet på helt nye betingelser. Og heri adskiller kristendommen sig fra alt andet. Nemlig på tilgivelsens betingelser: tilgivelsen som gave og som op-gave. Som Guds gave til os, og som opgaven for os, så vi - når den nu gælder for os - så også skal lade den gælde de andre.
Da Kristus blev døbt, åbnedes himmelen ikke bare over ham, men også over os.
Han bandt sig til vor død, for at vi skal bindes til hans opstandelse.
Ja, han har med kærlighedens bånd bundet sig sådan til os, at han kan være med os alle dage. Ja, endnu længere, lige indtil opstandelsen - den fysiske og konkrete opstandelse - finder sted!!
Løftet, der siger:
"Du - den enkelte - er mit elskede barn. Just i dig har jeg fundet velbehag."
AMEN
- Henrik Hansen
Kommentarer