Kirken må aldrig miste sit ansigt

Kirken må aldrig miste sit ansigt

Kirken må aldrig miste sit ansigt

# Præsteord

Kirken må aldrig miste sit ansigt

Bag enhver succesfuld mand, står en stærk kvinde. Sådan lærte jeg at sige i 1970'erne, dengang kvinder stadig fik deres løn sat ind på deres mands bankkonto. Husets frue, ja, hun fik udbetalt husholdningspenge af manden, og som husholdersker trådte mange kvinder i karakter indtil skilsmisseprocenten eksploderede og nye tider indtraf.

En af de kvinder, der ikke fik løn for sit arbejde, var kvinden Caroline Elisabeth Solveig Wagner, der i 1926 blev gift med Hans Fuglsang-Damgaard i Aarhus Domkirke og blev til fru Hans Fuglsang-Damgaard. Han blev senere Biskop over Københavns Stift og blev i 1943 berømt for sit hyrdebrev. Det var dog hans hustru, Caroline, der samme år trådte i karakter og irettesatte en præst, fordi han havde sympatiseret med nazisterne. Caroline fik denne præst til at sone sin synd ved at ledsage 6 fattige jøder til Sverige. ”Dem tager De dem af!” var hendes ord til den angrende præst.

I gamle dage stod der en stærk kvinde bag en succesfuld mand og fred være med det. I dag er det anderledes. I dag står der et menneske bag enhver succes. Ligesom der også står et menneske bag enhver fiasko.

Og som sådan står der altså også et menneske bag enhver fortælling. Om fortællingen rammer os, afhænger udelukkende af om man kan mærke det menneske der står bag fortællingen. Og nu er det snart jul, og så vil nogle mene, at her står Gud bag. Og det er på mange måder sandt. Men vi kan vel godt blive enige om, at alt det, vi mennesker foretager os i og op til jul, ikke har noget som helst med Guds plan at gøre. Den plan, hvor Gud sender sin søn til jorden, som verdens frelser.

Vi kan måske driste os til at sige, at det er Gud, der står bag den stjerne, der julenat begyndte at skinne helt ubegribeligt klart, fra et sted ude i vores efterhånden velkendte galakse; en nat for mange, mange år siden. En julenat blev stjernen sat til at lyse ekstra stærkt over en simpel stald. Det er den samme stjerne, der stadig lyser på himlen en frostklar december aften i 2023. Men; om det var en del af Guds plan, at vi mennesker bruger den her helt særlige stjerne til at lede os, det ved vi ikke med sikkerhed. Hvad vi derimod ved er, at der står mennesker bag fortællingen – om stjernen og om det lille barn i den oplyste stald. Der står mennesker bag julens fortællinger. 

Så kan vi lade Gud stå bag julens magi.

Som N.F.S. Grundtvig sagde det i gamle dage: menneske først, kristen så. Det giver måske anledning til en refleksion over, hvorfor der altid står et menneske med ansigt bag.

En skøn december og en hjertelig og glædelig jul ønskes I alle!

- Helle Margrethe Krogh


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed