02/07/2024 0 Kommentarer
Gennemgribende renovering af krypten
Gennemgribende renovering af krypten
# Nyheder

Gennemgribende renovering af krypten
Krypten under Skt. Lukas Kirke under gennemgribende renovering fra april-oktober 2022.
I forbindelse med renoveringen af kirkerummet i 2019 benyttede vi lejligheden til også at kaste et blik på kryptens tilstand. Krypten var engang i halvtredserne blevet beklædt med hvidmalede træpaneler, og det var et stort ønske at få disse paneler fjernet og føre krypten tilbage til sit oprindelige hvidkalkede udseende. Luften i krypten var ikke for god, og der var fugtproblemer så
med håndværkere i huset, var lejligheden der til at kaste et blik på murens tilstand bagved træpanelerne. Den var ikke god. Der var udbredt skimmelsvamp og en grundig skimmelsanering blev straks iværksat. Da den var færdig, stod kun de nøgne murflader tilbage.
Oven på skimmelsaneringen skulle kryptens vægge tørre helt ud i et års tid. Den tid benyttede vi til at planlægge renoveringen af krypten. Der var et stort ønske i menighedsrådet om en form for handicapadgang til krypten; men det var meget vanskeligt. Et stort problem der dog på fornemste vis blev løst af kirkens bygningskyndige, Peter Skaaning Møller. En avanceret belysning, nye radiatorer, et godt lydanlæg og en storskærmsprojektor var også på ønskesedlen.
Provstiet bevilgede 3 millioner til projektet – og vi var klar til start. Så kom coronaen. Den medførte verdensomspændende sygdom og død og i dens kølvand fulgte voldsomt stigende materialepriser. Vores bevilling ville nu højest kunne dække halvdelen af omkostningerne ved renoveringen. En større bevilling var ikke mulig, Sankt Lukas Kirke er trods alt ikke den eneste kirke i Aarhus, så vi måtte prioritere. Vi valgte at få lavet handicapadgangen nu, og så færdiggøre resten efterhånden som økonomien tillader det.
Arbejdet startede den 28. marts og forventes at være færdig til oktober. I dette tidsrum er hele kryptarealet lukket for offentligheden. Der skal opbygges en rampe i foyeren og installeres en handicaplift. Liften kræver ekstra plads, så indgangen til krypten og et stykke af væggen flyttes, og der opbygges et nyt indgangsparti. Derudover fjernes scenen og der foretages diverse mindre og større reparationsarbejder.
Vi glæder os rigtig meget til at vise resultatet frem og atter kunne tage krypten i brug til mange forskellige arrangementer.

Kommentarer