Trinitatis 7. juni 2020 - prædiken v. Henrik Hansen

Dagens tekst, dåbsbefalingen,​ tror jeg, at jeg har anvendt langt over 2.000 gange, og på det nærmeste kan udenad! 

MEN……Det er vist en velkendt mekanisme, at jo tiere man hører en sætning, desto lettere har man ved at overhøre den.

Man mener nemlig, at kende den så godt, så man blot registrerer, at ordene bliver sagt, men man hører egentlig ikke rigtig efter, for man kender den jo så godt.

Mener man da i hvert fald!

Sådan forholder det sig også med dåbsbefalingen.

Vi kender den så godt. Teksten høres jo hver eneste gang, der er barnedåb - og det sker jo heldigvis mange gange i denne smukke kirke - desværre ikke i disse tider på grund af på grund af coronakrisen.

Joh, vi kender dåbsbefalingen ud og ind.

Tror vi da!

For vi er mange, der hører noget ganske andet end dét, der læses op!
 
Selvom vi hører ordene:

"…idet I lærer dem at holde alt dét, som jeg har befalet jer”,

så registrerer vi det som om, der står: 

”…idet I lærer dem alt dét, som jeg har befalet jer” -

og det er jo noget ganske andet.


Men hvori består så forskellen?

Ja, nu skal jeg prøve at være pædagogisk.

Jo, som mange af os opfatter det, så: skal vi lære andre alt dét, som Jesus har befalet’; men dét, som Jesus siger er, at:

’…vi skal lære dem at holde alt dét, som han har befalet’.

Og der er meget stor forskel på ’at lære’ og ’at lære at holde’.

 

Det første - ’at lære’ - kan de fleste, hvorimod ’at lære at holde’ hans befaling - fx at elske sit medmenneske - ja det volder store vanskeligheder.

 

Men vi kender jo så godt forskellen på: ’at lære’ og at ’lære at holde’.


Ja, fx hvor ofte har vi ikke lært vore børn, at de ikke må tale grimt om andre mennesker, mens vi så selv - endda i børnenes nærvær – ’rakkede’ de andre ned. Holdt børnene os så fast på denne inkonsekvens, ja så reddede vi os ved at ty til § 1 i alle forældres ’førstehjælps-bog’ nemlig: ’I skal gøre, som vi siger, og ikke som vi gør’.

Men se, det er jo det modsatte af Jesu krav. Selvfølgelig kan - og skal - vi udbrede kendskab om Jesus til andre. Ingen tvivl om det, men man skal gøre sig klart, at man kun lærer andre om Jesu befalinger, hvis man selv holder dem!

Andre pædagogiske metoder kommer overhovedet ikke i betragtning!

Problemet ligger heller ikke så meget i, at vi ikke kan holde Jesu befalinger, men snarere i, at vi ikke vil! Hans befalinger strider i dén grad imod vort væsen, at vi udmærket er klar over, at forsøgte vi virkelig at holde befalingerne, så ville hele vor tilværelse med alt dét, vi elsker, gå i total opløsning - og det hverken ønsker eller vil vi. Og skulle den gode Ingemann have ret - og det plejer han at have - med salmelinien:

”…viljen ser Vorherre på” 

så må vi da bestemt håbe, at det ikke er vor vilje, Vorherre ser på, for vi vil jo ikke ’holde alt’, hvad han måtte have befalet.

Joh, vi vil måske elske vort medmenneske, hvis vi selv må bestemme, hvem dette medmenneske skal være. 

Men det er jo ikke dét, han kræver.

Nej, vi skal elske et hvilken som helst medmenneske - også dem vi ikke kan fordrage.

Mon ikke de fleste af os så skammeligt - i bogstaveligste forstand - må ’krybe til korset’ og indrømme, at vi ikke holder hans befalinger, og at vi altså - hvad værre er - heller ikke vil.

Og ind i denne åndelige armod er der så kun at ’at holde’ sig til sin dåb, for dér har vi selv hørt ham sige, at hvordan det end går med at holde hans befalinger, så vil han dog holde ud med os alle dage, og det lige indtil dén verden, der er vores, får ende.

Ved døbefonten høres det kristne evangelium allertydeligst, nemlig: at vi tilhører ham - og det ganske den betingelser.

Og Gud ske lov for det, for var der bare een eneste betingelse, så ved vi godt inderst inde, at der ikke er mere at snakke om, for så er vi uigenkaldeligt fortabte.

Men det er nu altså også ord med magt og myndighed i, der lyder ved døbefonten.  Det er ord, der har forandret livet for mange mennesker. På de ord har mennesket rejst ud fra sit hjem, sin slægt og fødeland, ud til det fremmede. I de ord har mange hørt en opgave for vedkommendes liv.

I de ord har mennesket hentet ny frimodighed og nye kræfter.

Joh, det enkelte menneske betyder alt for Gud.

Lad mig illustrere alvoren i dette.

En mor, der havde en børneflok på fem, mistede en dreng. Gode bekendte kom forbi og ville så gerne trøste hende.

Een sagde - oprigtigt og velmenende - ’så er det da godt, at du har de andre børn.’

Men moderen svarede: ’Jeg havde ingen at miste af’. Selvom hun havde mange børn, var hendes kærlighed til den enkelte ikke mindre.

Sådan er den enkelte - altså du - også dyrebar for Gud.

”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”, siger Han.

’Alle dage!’ - ja, også de dage, hvor vi måske var sikre på, at han i hvert fald ikke var med os. Og alle de dage, hvor vi levede, som om vi sagtens kunne klare livet selv. På de lyse og gode dage, hvor livet var let og blev levet på solskinssiden, ja da fulgte han os. 

På de onde og mørke dage, hvor vi slet ikke magtede andet end at trække dynen over hovedet, ja da var det ham, der bar os.

Sådan har det været i vort liv indtil nu - og sådan har han lovet, at det vil fortsætte alle vore dage!

Og så på den allersidste dag fører han os gennem døden og ind til det evige liv. Og han gør det med dét løfte, der lyder: ”…og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

AMEN


Pinsedag 31. maj 2020 - prædiken v. Henrik Hansen

I dag vil jeg - for nogle - komme med to afsløringer.

Men først et kort tilløb.

For år tilbage underviste jeg - i embeds medfør - over emnet ’De kristne grundbegreber’. Da jeg nåede frem til trosbekendelsens 3. artikel, prøvede jeg gang på gang at udskyde ordene om ’Helligånden’ og talte i stedet desto mere om ’kirken og det evige liv’. Men da een af mine tilhørere - lidt drilsk - spurgte, hvornår jeg kom til Helligånden, så var der ikke noget at gøre.

Se, dette nævner jeg for at fortælle, at vi altså er nogle præster, der har meget store problemer med Helligånden! Ikke fordi vi ikke véd noget om Helligånden. For det gør vi naturligvis efter - på universitetet - grundigt at have studeret emnet. Teoretisk véd vi, hvad ’Helligånd’ er for noget. Vi kan huske, at helligt betyder, at det tilhører Gud, og at ‘ånd’ betyder ‘virkelighed’. Så at Helligånd betyder: ‘Guds virkelighed’.

Vi kan altså vores dogmatik - det vil sige vor troslære - men vi kan ikke bruge den i praksis. 

Og det er så pinligt, at jeg her må hæve det hvide flag samt strække våben.

Se, det var den første indrømmelse.

Den næste er den - især for præster - så svære indrømmelse, at prædikenen her har jeg også holdt for et par år siden - og kommer måske til det igen. Men når jeg bruger ordet pinlig, så er det også fordi vi lever i en tid, hvor oplevelser og stemninger er så vigtig en bestanddel af vor tilværelse, at vi kunne få fuld valuta ved netop at tale om Helligånden. Alene dens ankomst til jorden, som vi hører om i dag, indeholder jo alt, hvad hjertet måtte begære: ’susen og brusen’ samt tunger som af ild med en indbygget rislen ned ad ryggen.

Kort sagt: følelser og oplevelser i den allerhøjeste potens. 

Joh, med dén forståelse af Helligånden ville man vel uden større besvær kunne få gjort kristendommen til en kæmpesucces. 

For så var det nemlig lykkedes at gøre kristendom til noget så fint og nutidigt som en ’oplevelsesreligion’. Hvormed menes, at man søger at komme i en stemning, der ikke lader apostlenes pinseunder noget tilbage. 

Hillemænd, hvor kunne vi få gang i Folkekirken - dog først når coranakrisen er ovre og kirkerne igen kan fyldes!

Men som sagt: jeg beklager, for hertil rækker mine åndelige evner ikke. Men lur mig om Helligånden alligevel ikke har en finger med i det i dag!

 For det er da et lykketræf for vi - indrømmet efterhånden ganske få - ’Helligåndsforskrækkede’ præster, at det ikke er apostlenes oplevelser hin dag, der skal prædikes over på denne pinsedag, men derimod en tekst fra evangelisten Johannes.

Men her får vi så også klar besked om, hvad kristendom - og dermed hvad Helligånd - er for noget. 

Der stod jo: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.” 

Det er just i al sin enkelhed evangelisten Johannes’ pinseprædiken - og den er såmænd ikke så ringe endda. 

For her forkyndes noget, der bestemt ikke har med oplevelser og følelser i een selv at gøre.

Tværtimod! 

For Johannes består kristentro nemlig i: 

At høre og lade sig tiltale af Guds ord, og det er noget ganske andet end at fordybe sig i dé oplevelser, man selv føler følger med. 

Guds ord er ikke en igangsætter af vore følelser, men skal høres som dét, de er nemlig: en befaling. 

Det er ikke de mennesker, der mærker en ’kildren ned ad ryggen’ eller får dejlige følelser frem, der elsker Jesus, men - og det her er altså sagt med hans egne ord: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er dén, der elsker mig…” 

Og hvad har dét så med Pinse og Helligånd at gøre, vil en og anden fornuftigt spørge. 

Jo, svaret er såmænd: alt. 

Vi møder Helligånden hver eneste dag, vi lever, for ’Helligånd’ betyder som sagt slet og ret: Guds virkelighed. Og det vil sige, at den møder dig i din dagligdag, hvor du end befinder dig. Ikke andre steder end i netop dét liv, du har fået; og i dé mennesker, der fylder dit liv.

Gud er vor virkelighed. 

Han er vort liv mellem de to årstal, der kendetegner ethvert menneskes liv. Og vil vi gerne have tegn for dét, ja så kommer vi altså til at rende forgæves. For den, der jagter tegn, fornægter Guds virkelighed.

Vedkommende er som dén, der søger lykken alle mulige steder med oplevelser og deslige, men glemmer, at den altid har været - og er - her i dagligdagen med dens møje og glæder.

Guds virkelighed vil altså sige, at han er med os i dét liv, der nu engang er blevet vort. Vi skal kun holde os til det nøgne, men enkle ord: at Guds gode gerninger er sagt til os og om os på vort eget tungemål.

Noget sådant kan udtrykkes på mange måder, men lad os sige det med eet af Jesu egne ord - og pinse er jo ret beset intet andet end at hans ord når os på et sprog, vi kan forstå - nemlig: at ”dét, som for mennesker er umuligt, just dét gjorde Gud mod os.” 

Dét, som vi ikke ville, nemlig: at gøre sandheden, at glemme os selv og i stedet lade kærligheden råde, ja netop dét gjorde Gud mod os. Det er det eneste, vi skal holde os til, for det er virkeligt og dermed Helligåndens gerning. 

Og se, så kan selv en ’Helligåndsforskrækket’ præst som jeg jo med rette udtrykke et:

’velsignet pinse’.


6. søndag efter påske 24. maj 2020 - prædiken v. Henrik Hansen

Der har fra tidernes morgen blandt mennesker altid eksisteret en drøm om - sammen med andre - at ’være eet’ om noget. Der er for mange noget fængslende over tanken, at vi alle skal være ’eet’. Derfor er det - for sådanne - også beklageligt, at det just ikke er dén slags toner, der praktiseres i vor tilværelse. Hverken på nationalt eller internationalt plan.
Ej heller i kirken oplever vi, at ’vi er eet’.
For selvom vi ved altergangen hører bønnens ord til Jesus om, at ’vi må blive eet, ligesom du er et med Faderen’, så oplever vi jo, at er der eet sted, hvor man ikke kan enes, så er det just i det kirkelige regi.
Underligt nok til overraskelse for de mange, der mener, at kirken da burde være et sted, hvor der hersker fordragelighed.
Men hertil er kun at spørge: ’hvorfor det’?

Kirken består jo af mennesker, der er lavet af det samme stof som alle andre; og derfor må der nødvendigvis blive strid. Ja, måske især her, hvor enhver mener at sidde inde med den rette opfattelse af kristendommen - modsat de andre. 
Men lad os lige prøve at opholde os et øjeblik ved selve begrebet: ’at være eet.’
For hvad vil det egentligt sige?
I Bibelen møder vi af og til synspunktet. Mest kendt er uden tvivl stedet fra den anden skabelsesberetning, hvor der står, at ’manden og kvinden skal blive eet kød.’ Nogen mener, at det skal opfattes sådan, at ægtefæller ’skal gøre det samme’, ’sige det samme’, ’mene det samme’ osv. Altså i bogstaveligste forstand ’være eet kød’.
Men det er ikke rigtigt. Manden og kvinden er ikke ens og skal ikke være det.
Havde det virkelig været Skaberens mening fra begyndelsen, at skabe manden og kvinden som ens personer, så havde han vel også skabt os som sådanne - men så var noget af morskaben med stor sandsynlighed også gået tabt.
Vi skal ikke være ens, endsige altid enige, men vi skal være en ’enhed’.
Kun i enheden - altså i respekten for den andens og de andres forskelligheder - kan kærligheden leves fuldt ud.
Det kan den ikke i ensartetheden.
Og det var bestemt heller ikke ’ensartethed’, Jesus tænkte på, da han i Getsemane Have bad Gud om, at ’vi må blive eet.’ Det kan vi vide ved at se på eet at dé billeder, som han selv - ved en anden lejlighed - anvendte.
Billedet af træet og grenene.
Her talte han ikke om en ’enhed’, der har med ’ensartethed’ at gøre. Træet har mange grene, men ikke en eneste er som de andre. Vel bærer grenene den samme slags blomster, men antallet af blomster er forskelligt; og knækker man to grene fra stammen, så ser man, at de bestemt ikke er ens. Ikke desto mindre udgør netop disse to grene - sammen med mangfoldigheden af de andre - en ’enhed’ med selve stammen.
Ja, man kan sige det så markant, at hvor ’enheden’ er tilstede, just dér er der plads til de ægte forskelligheder.
Men sådan vil vi det jo ikke.
Nej, vi vil ensartetheden og ensretningen, for der er intet så godt som at vide, hvor man har andre.
Sådan forholder det sig ikke med Kristus.
Hans bøn til sin himmelske Far: ’…at de skal være eet, ligesom vi er eet; jeg i dem og du i mig’, forblev ikke ved bønnen, men blev til virkelighed. Det skete, da vi blev båret til døbefonten. Her blev vi - med det gamle kirkelige gartnerudtryk - ’indpodet’ på Kristus som en gren på ’Livets træ’. Her blev vi eet med ham, og dermed har vi nu del i hans liv og hans retfærdighed, som han vandt på korset. Sådan er vi blevet eet med selveste Gud.

Det lyder stort - og er det bestemt - men det er ikke noget, vi selv er skyld i, for enheden har ikke sin grund i os, men i Gud. Vi er sat på Kristus, så vi sammen med andre udgør en enhed. Ganske vist en enhed, der er ganske forskellig fra dén, vi praktiserer. Kristus kræver ikke ensartethed eller ensretning. Næh, han nøjes med at elske os som de selvstændige individer, vi er. Han ser ikke på, hvordan vi er i sammenligning med andre; og han ser ikke på, om vi nu lever op til de andres forventninger. Nej, han ser kun på den enkelte, og ser at dér er en
gren, der er hans.
Er vi lige eller krumme, bærer vi vildskud eller de smukkeste blomster og frugter; ja, det er ham lige meget, for han elsker os alle. Elsker os så højt, at han kunne bede til sin Far med ordene: ’Far, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være…’
Dén enhed, som vi altså skal leve i, er grundet i kærlighed.
I dén guddommelige kærlighed, der aldrig kunne drømme om at kræve ensartethed af vi mennesker. 
AMEN

 

Kristi Himmelfartsdag 20. maj 2020 - prædiken v. Henrik Hansen

Kristi Himmelfartsdag er en mærkværdig dag!
Evangelisterne Matthæus og Johannes nævner den overhovedet ikke i deres værker. Den 3. evangelist Markus har ganske vist en beretning, men den stammer så tydeligt fra en meget sen kilde. Tilbage står evangelisten Lukas. Han har så til gengæld skrevet hele to beretninger om Jesu himmelfart. 

Dén i dagens tekst, som fortæller, at himmelfarten skete selve påskedag, og så dén beretning, der anfører, at himmelfarten først fandt sted 40 dage efter påskemorgen. Dertil kommer, at den første kendte prædiken til dagen stammer fra år 392 - altså ca. 360 år efter, at Jesus havde forladt sine disciple. Hvilket for os svarer til en tekst, der går tilbage til 4 år efter Christian d. IV døde!

Jo, Kristi Himmelfartsdag er problematisk.
Men det betyder naturligvis ikke, at vi så bare skal droppe Bibelens tale om himmelfarten. Nej slet ikke, men vi skal opfatte den, som dét den er, nemlig: et billede. Selvfølgelig er der nu nogen, der vil gøre anskrig, fordi de føler, at deres ’barnetro’ rokkes. Men til dét er der blot at sige, at lader man sin tro hvile på såkaldte ’historiske’ begivenheder - som ret beset slet ikke er en historisk begivenhed i og med den ikke kan bevises - ja, så indskrænker man Jesus til udelukkende at være en ’historisk’ person på linie med Cæsar, Chr. IV samt andre berømtheder i historiens løb. 
Og ganske ironisk, så er det netop for at imødegå en sådan opfattelse af Jesus, at vi har fået himmelfartsberetningen, der på sin måde - med sit billede - udtrykker, at Jesus ikke længere er bundet af ’tid og rum’. Han er ikke længere - som vi - underlagt det historiske og det fysiske, men han har sat sig ud over det, og just derfor kan være overalt. 
Nej, det er en problematisk sag at betragte Jesu himmelfart som en historisk begivenhed.
Langt mere naturligt er det at betragte begivenheden som et billede på, at Jesus er i dén himmel, hvor kærligheden har sejret. 
Derfor forkynder Kristi Himmelfartsdag ikke fjernhed og afstand, men - tværtimod - Jesu nærvær.

Sagt lidt poetisk:

”...jorden løftet er mod himlen,
himlen sænket er mod jord”.


”I skal være mine vidner”, var Jesu sidste befaling til sine disciple. Det samme påbud har vi fået. I dåben lød det med ordene: ’Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for hele skabningen.’ 
Se, det skal ikke misforstås derhen, at man nu tror, at Jesus har givet os en ’lære’, som vi så - efter at have lært godt og grundigt på lektien - kan gå ud og fortælle om til andre. Nej, hele ens liv skal stå bag ordene. Først da har vi mulighed for - på ægte vis - at fremføre kristendommens glædelige budskab på en troværdig måde. 

Meningen med Kristi Himmelfartsdag er, at fordi Jesus forlod denne jord - med dens begrænsning af tid og sted - så kan han netop påkaldes ethvert sted. Og at han derfor er lige nær, hvor i verden vi end sætter vore fødder. 

Netop til hver enkelt af os, der af og til føler, at vi er spærret inde af sorger og bekymringer med ’os selv, vor Gud og vor næste’, ja til os kommer den himmelfarne og fortæller, at også vi er hans. 

Disciplene vendte tilbage til deres hverdag med dens glæder og sorger. Men de var overbeviste om, at var deres Herre ikke længere legemligt tilstede blandt dem, så var han dog alligevel - på sin underfulde måde - hos dem. 
Det var med dét udgangspunkt, dé gik ud og vidnede. Troværdigt og ægte.
Lad det samme være tilfældet med os.
AMEN

Kirkebøn:
På denne dag hvor kirkerne rundt omkring i landet igen åbnes for gudstjeneste siger vi dig tak! 
Tak fordi du har været med os igennem en svær tid - tak fordi vi aldrig har været forladte - selv når det indimellem føltes sådan - tak fordi du hele tiden har ladet håb og mod og fællesskab spire frem overalt på forunderlig vis. 
Tak fordi det igen er muligt at mødes i dette rum - tak for tilstedeværelse, nærvær og fællesskab som vi sådan har savnet i de sidste måneder. 
Velsign det liv der nu skal til at folde sig ud fra kirken her og fra alle kirker rundt omkring.
Vær hos alle som er og har været hårdt ramt af krisen - de syge - dem som har mistet elskede mennesker - dem som er blevet tyndslidte af alt for meget arbejde - dem som oplever fortvivlende ensomhed - dem som er truet på deres levegrundlag - dem som er bange. 
Vær med os i dagene der kommer. Her hvor det meste lukker op - hjælp os da til at tage vare på hinanden og hele tiden kæmpe for hinandens lykke.
Vi takker dig, vor Herre Jesus Kristus, fordi du har al magten. Tak, fordi din magt ikke viser sig som vor menneskelige magt med undertrykkelse og vold, men tværtimod viser sig ved, at du kom til jorden som tjener for at vise os, at kærlighedens magt, lagt i et nyfødt barn i Bethlehem og i et fordømt menneske på et kors, er den stærkeste magt i verden. 
Tak for dåben, hvor vi bliver dine børn, og du viser, at fra nu af skal et menneske intet gøre for selv at vise sig værdig til at tilhøre Gud. 
Vi takker dig, fordi du er med os. 
Hold os til stadighed fast på, at det er din magt, vi skal forkynde og dine befalinger, vi skal holde. 
Vi beder dig om at gøre os til dine hænder i denne verden, når du vil bringe hjælp og trøst til dem, der må leve uden kærlighed. 
Vi beder dig for kirken og dens sakramenter. 
Gå med os i vort liv, men også, når vi skal dø - ja endnu længere. 
Overbevis os om, at din kærlighed ikke dør ud i vor døds mørke, men skinner for os selv her, og bliver ved med at lyse i vore efterladtes liv indtil du giver os alle en opstandelse til glæde.
Amen