
Og det skete i de dage!
Sådan begynder Julekoncerten “Julen har Englelyd”, hvor vi fortæller juleevangeliet gennem nærvær og spilleglæde.
Vi vandrer med Josef og Maria gennem tornene mod Betlehem, besøger hyrderne på marken, beundrer barnet i krybben og ophøjes af englenes lovsang.
Julen har Englelyd favner julens mirakel med toner fra 300 års musik. Fra Bachs Juleoratoriums fortryllende, virtuose arier, over romantikkens store vingefang til musik af i dag. Vi deler vores egne kæreste julesange og overraskes af julemusik fra andre verdenshjørner, mens vi følges ad til hjerternes fest.
Alt sammen leveret akustisk og nærværende af – Andrea Pellegrini & LiveStrings.
Ved koncerten medvirker også ungdomskorene Aarhus Pigekantori og Junior EVE under ledelse af Katrine Broch Møller og Birgitte Næslund.
Koncerten støtter Landsorganisationen TUBA, som hjælper børn af misbrugere.