Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Glædens ventetid

Glædens ventetid


# Præsteord
Udgivelsesdato Udgivet søndag d. 28. februar 2021, kl. 10:00
Glædens ventetid

Forrige søndag var det fastelavn. Altså den allersidste fest-søndag inden der blev taget hul på fastetiden, som vi så nu befinder os i.

Ét af de væsentligste temaer i fastetiden er begrebet ‘lidelse’. Allerede fra begyndelsen af Jesu virke slås dette emne an med Jesu egen forudsigelse af, at han skal rejse op til hovedstaden Jerusalem for at blive ‘spottet, hånet og spyttet på’.

Han var klar over, at der oven i det hele også ville blive tale om, at ‘han skulle blive pisket og slået ihjel’. Joh, han skulle virkelig komme til at tømme ‘lidelsens bitre bæger’.

Fasten blev dén tid, som for Jesus var afsat til vandringen mod korset. Altså en ‘dødens ventetid’. For nogle, der lever nu i dette forår og sommer, vil den kommende tid også blive en ‘dødens ventetid’. Det er dem, der véd eller frygter, at tilintetgørelse bliver til virkelighed. At døden vil være indenfor rækkevidde. De vil om nogen kunne sætte sig ind i de salmer, der vil lyde her i fastetiden, og af hvilke vi indledte denne gudstjeneste med en af de mest kendte. Sådanne ramte mennesker har kun ét at holde sig til, og det er verset:

‘Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: Vi går til Paradis.’

Men mange - og lykkeligvis de fleste - vil opfatte den kommende tid som en ‘glædens ventetid’. Fordi vi glæder os til en dejlig og gerne varm påske. 

På trods af, at Jesus vidste, hvad der var i vente, så brugte han tiden til just at vise, at kærligheden er det største og vigtigste.

Sådan skal vi også gøre det.

Og vi kan gøre det, netop fordi vi venter det stærke og varme som påskens opstandelsesbudskab jo er.

Dertil kommer, at vi skal bruge fastetiden til især at tænke over, hvad det betyder, at der i hvert fald én gang i verdenshistorien har levet et menneske’, der gav sig ‘kærligheden i vold’. Sådan at han satte sit eget liv ind på at være til stede hos dem, som ingen andre vil være hos.

Selv når lidelsen og angsten får os til at tro, at Gud har glemt os. Eller måske endda får os til at synes, at der slet ingen kærlig Gud er.

Men adskillige vil også erfare, at det kan holdes for sandt, når vi påstår med det kristne budskab, at kærlighedens Gud er nærmere end vi tør tro.

For selvom vor tro og vort håb svigter, så gør kærlighedens ophav - altså Gud - det ikke. Han kommer til os med sit barmhjertige og kærlige ord for at følge og bære os over dén afgrund, hvor vi selv bliver alene og er forladt af mennesker.

Dødens afgrund.

Det kristne evangelium - som gælder både i fastetiden og udenfor denne - påstår med en nyere salmes ord, at: 

‘Det er vor trøst i liv og død:

Han rørtes af en tiggers nød.

Og alt vort håb er gemt deri:

Han kunne ikke gå forbi.’

AMEN

- Henrik Hansen